Fakta om transport i Danmark
“
De ikke kvoteomfattede sektorer udledte i år 2005 tilsammen 37,5 milllioner ton CO2.
Transportsektoren har et udslip af CO2 på cirka 14 millioner ton per år.
Vejtransporten udleder cirka 13 millioner ton CO2 per år.
Én havvindmølle på 3 MW effekt giver 10.000 MWh om året, hvilket giver strøm til 5000 elbiler.
Én landvindmølle på 2 MW effekt giver 4000 MWh og dermed strøm til 2000 elbiler om året.
Olieforbruget fra vejtransporten udgør cirka 3,5 milliarder liter olie om året.
400.000 elbiler i Danmark vil reducere udslippet af CO2 med 1 million ton per år (forudsætning: én benzinbil udleder 150 gram CO2 per kilometer, og bilen kører 18.000 km om året).
Det følger af Direktivet 2009/28/EC, at VE andelen i 2020 er 10%, som gradvist stiger til 13% i 2050.
Direktivet om vedvarende energi: Mål om at transportsektoren skal levere ti pct. VE i år 2020. El produceret på VE som forbruges i elbiler ganges med en faktor 2,5
Forordningen om CO2 emissioner: Gns. Udledning fra nye biler må ikke overstige 130 g CO2/km. Målet er 95 g CO2/km i 2020. Hver ny bil der udleder mindre end 50 g CO2/km tæller i 2012-13 som 3,5 bil, 2014 som 2,5 bil og 2015 som 1,5 bil.
Direktivet om brændstofkvalitet: Oliebranchen skal levere 10% CO2 reduktion frem mod 2020. 2% skal leveres via anvendelse af elbiler og CCS teknologi.
”
— Lærke Flader
Hvorfor?
26. nov 2009
af Lærke Flader
Danmark står overfor en kæmpe udfordring. Transportsektoren skal sammen med boliger og landbruget sænke udslippet af CO2 med 20 procent i år 2020. Det svarer til at fjerne 7,5 millioner ton CO2 i forhold til år 2005.
Transportsektorens drivmidler skal i år 2020 være baseret på 10 procent vedvarende energi. I dag udgør transportsektoren cirka 0,2 procent. Samtidig skal Danmark finde svar på, hvordan vi bliver mere energieffektive og indpasser mere VE.
Dansk Elbil Alliance mener, at en storstilet satsning på elbiler er svaret på denne udfordring.
Elbiler og vindmøller
Danmark har forpligtet sig til at bidrage til EU’s mål om mere vedvarende energi. Det skal først og fremmest ske ved at øge andelen af vedvarende energi til produktion af strøm.
Allerede i dag udgør vedvarende energi 30 procent af energien i det danke elsystem, og denne andel forventes at til 50 procent i år 2025.
En fordobling af elproduktion fra vindmøllerne kan kun nyttiggøres effektivt i Danmark, hvis energien kan lagres, eller hvis vores elnet til andre lande bygges ud. Elbilen passer perfekt til denne opgave. Samtidig vil hver bil, der udskiftes med en elbil, gøre det lettere at nå målet om mindre CO2 fra vejtransporten.
Opladning om natten
Elbilen kan oplades med strøm, når det passer bedst til elnettet. Det vil normalt være om natten, når efterspørgslen efter strøm er mindst. På den måde vil elbilen virke stabiliserende på elnettet. Opladningen af elbilen kan styres gennem prissignaler, så hvis elproduktionen fra vindmøllerne pludseligt skulle falde mere end forudset, kan elbilerne hurtigt afbrydes. Elbilerne bliver på den måde et virkemiddel til at skabe balance i energiforsyningen.
Energieffektivt
Elbiler bliver også et vigtigt element i EU’s mål om at være 20 procent mere energieffektive i år 2020. Elbiler er den mest energieffektive løsning for privat vejtransport. Forskellen ligger i motorens effektivitet.
Energiregnskab for elbil og benzinbil. I en benzinbil er det kun ca. 16 procent af energien, der bliver omsat til bevægelse fremad. I en elbil er det tilsvarende tal ca. 56 procent.
Støj og partikler
Elbiler har ingen støj for motoren og udleder ikke partikler i nærmiljøet. Strømmen produceres af vindmøller eller på store kraftværker, der tilbageholder partikler og forurening.