Informationsdag om potentialer for elbiler i kommuner
27. jan 2010
af LGU
Klimakommuner, CO2-neutralitet og bæredygtig transport!
- hvilke muligheder er der for de danske kommuner med elbiler?
Afholdes onsdag den 14. april 2010 på Fredensborg rådhus kl. 13.30 - 18.00
Kommuner kan være med til at løse den danske klimaudfordring og nedbringelse af CO2-udledningen. Kom og hør, hvordan elbilerne kan bidrage til en god klimastrategi for kommunerne. Både rammevilkår, muligheder/udfordringer og bud på pakkeløsninger for elbiler berøres på dagen.
Elbiler er et ideelt transportmiddel til større bilflåder i kommuner, der har faste kørselsmønstre, små afstande, og faste parkeringsfaciliteter. Elbiler er et eksempel på, hvordan kommuner kan opnå en mere bæredygtig transport og være med til at nedsætte CO2-udledningen. Kommuner kan også, ved at gå forrest og skabe gode rammer for elbiler, inspirere borgerne til selv at skifte til elbiler.
Elbilerne er ikke en fremtidsvision, men en reel mulighed allerede i dag. Flere kommuner er i gang med at implementere elbilen i den fremtidige udvikling. Hør på informationsdagen, hvilke overvejelser en kommune har gjort sig i den forbindelse.
Dansk Elbil Alliance og Dansk Energi inviterer hermed landets kommuner til informationsmøde om, hvordan elbiler kan bidrage til at opfylde kommunernes ambitiøse klimaudfordring.
Der er mulighed for at udveksle erfaringer og skabe netværk.
Foran Fredensborg Rådhus vil der være en udstilling af elbiler.
Program kan findes her.
Tilmelding pr. mail til uddannelse@danskenergi.dk, att. Malene Nørreris Kaul, tlf. 35 300 468.
Pris: 1595 kr. ekskl. moms.