Afgiftsfritagelse skaber tryghed for dansk elbilindustri

24. feb 2010

 

Den treårige forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbiler til 2015 bliver meget positivt modtaget af den danske elbilindustri, der nu kan arbejde sikkert mod at gøre Danmark til testland for elbilteknologien. 

- Det er en klog beslutning, regeringen har truffet i dag. Beslutningen sikrer, at Danmark kan blive et førende testland for elbiler. Vi har noget ganske særligt med vores store vindmølleandel og store højteknologiske know-how. Afgiftsfritagelsen sikrer, at vi får fuld glæde af begge dele, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, der er et branchefællesskab under Dansk Energi.

Dansk Elbil Alliance har 45 medlemmer fra energiselskaber til store globale industriselskaber og bilproducenter, der ser unikke muligheder i at teste elbilteknologien i Danmark.

- Elbilindustrien kan skabe de højteknologiske arbejdspladser, som regeringen ser som væsentlige byggesten i grøn-vækst-strategien. Elbilerne kan desuden sikre, at vi kommer ud af olieafhængigheden, og elbilen er en gevinst for vores energisystem, fordi den kan udnytte den svingende vindmøllestrøm effektivt. Sidst, men ikke mindst kan elbilen bane vejen mod regeringens mål om, at vi skal være blandt de tre mest energieffektive nationer i verden, siger Lærke Flader.

Forlængelsen af afgiftsfritagelsen på tre år vil give den sikkerhed, som investorerne har hungret efter på elbilmarkedet. De tre års forlængelse betyder, at Danmark er et skridt tættere på at blive grønt vækstlaboratorium, og at industrien kan teste og udvikle elbilteknologien. Forlængelsen vil sikre flere elbiler på vejene, og dermed investeringerne i infrastruktur og en omlægning af bilindustriens service.

- Vi tænker dog også på tiden efter 2015 og arbejder derfor på en skattemodel, som sikrer, at vi får en grøn bilpark med en langsigtet bilbeskatningsmodel, der kan erstatte afgiftsfritagelsen. Modellen vil sikre miljøvenlige teknologier som elbiler og plug-in hybridbiler lige konkurrencevilkår med konventionelle benzinbiler uden, at det vil koste staten provenu, siger Lærke Flader.