Gode toner fra Klimakommissionen – nu skal der handling til

28. sep 2010

Dansk Elbil Alliance hilser konklusionerne i Klimakommissionens rapport velkomne. Men elbilalliancen påpeger, at det nu handler om, at politikere og branchen lægger sig i selen og arbejder konkret på at få gjort elbilerne konkurrencedygtige og få etableret en ladeinfrastruktur.  

Klimakommissionens anbefalinger bliver modtaget positivt af Dansk Elbil Alliance. Anbefalingerne om fortsat afgiftsfritagelse efter 2015, afgiftsramme på op til 100.000 elbiler frem til 2020 samt en samlet plan for ladeinfrastrukturen og oprettelsen af demonstrationsprojekter er helt i tråd med de mål, som Dansk Elbil Alliance arbejder for.

- Det er positivt, at vi nu har fået en række anbefalinger fra Klimakommissionen, der klart indrammer og sætter linjen for den kommende udvikling for elbiler. Vi har med kommissionens udmeldinger fået bekræftet, at vi er på rette spor. Nu handler det om, at vores branche og politikerne lægger sig i selen og konkretiserer disse anbefalinger. Det er nødvendigt, hvis vi skal nå vores mål om konkurrencedygtige elbiler,” siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

De primære årsager til at elbiler ikke er slået mere igennem, end det er tilfældet, skyldes ifølge Dansk Elbil Alliance, at elbilen og plug-in-hybrid bilerne ikke er konkurrencedygtige, som situationen er i dag, og at infrastrukturen mangler. Forskellen i omkostningen er simpelthen for stor, både når det gælder regulære elbiler og de såkaldte plug-in-hybrid biler, og usikkerheden om ladestandere trækker processen i langdrag. Ifølge Lærke Flader er det dog enkle tiltag, der skal til, hvis man ønsker at gøre elbilen konkurrencedygtig.

- Attraktive leasingmodeller for elbiler, tilskud til ladestandere og fjernelse af momsdifference er blot nogle af de muligheder, som vi barsler med akkurat nu. Vi erkender, at elbilerne fortsat er for økonomisk tunge i forhold til, hvad man kan få en traditionel bil til, og på den måde får vi ikke elbilen op i danskernes øjenhøjde. Derfor hilser vi også forslaget om en afgiftsfritagelse på 100.000 biler velkommen, fordi vi har en klar forventning om, at det vil sætte gang i salget.

Kontakt:

-          Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance, mobil: 22 75 04 15