Familie-elbiler til salg

3. mar 2011  af Jesper Tornbjerg

Alle og enhver kan nu få en grundig snak om og en prøvetur i en familievenlig elbil af mærket Renault Fluence Z.E. Firmaet Better Place har netop åbnet et europæisk oplevelsescenter for elbiler på Strandvejen i Hellerup nord for København. Samtidig har Better Place Danmark og Renault offentliggjort priser på fem abonnementspakker til danske elbilister.

På et pressemøde underskrev adm. dir. Anders Eldrup fra DONG Energy en kontrakt på elbil nr. 1 fra Better Place. Andre interesserede kan skrive sig op til en støj- og forureningsfri Fluence til levering sidst på året, hvor Renualt begynder ar sprøjte masseproducerede biler ud på markedet.

Elbilerne kan dels tanke op hjemme i garagen eller på jobbet, dels benytte de batteriskiftestationer Better Place arbejder på at bygge rundt om i landet. En Fluence-elbil, der har en rækkevidde på op til 185 km, kommer til at koste 205.000 kr. inklusiv moms.

Better Place Danmark kombinerer det med en pris- og abonnementsmodel, der ifølge firmaet ’giver op til 20 procent lavere totalomkostninger’.

- Better Place har som mål at gøre det bedre, billigt og bæredygtigt at køre i elbil. Derfor er det med stolthed, at vi i dag kan lancere vores danske priser og et absolut konkurrencedygtigt bud på vejen til mere bæredygtig transport, siger Morten Leth, viceadministrerende direktør og CFO i Better Place Danmark.

Lanceringen i Danmark af det, parterne bag mener, er en verdenssensation, blev understøttet af grundlæggeren af Better Place, adm. dir. Shai Agassi, der har Israel og Australien som andre kernelande i den voldsomme satsning. Den startede i 2007 med en ordre på 100.000 (!) elbiler. 

- Med vores partnere Renault og DONG Energy lever vi op til løftet om at tilbyde en mere bæredygtig og attraktiv elbilløsning på et tidspunkt, hvor benzinpriserne igen er på himmelflugt, sagde Shai Agassi på pressemødet, torsdag.

Hvis man eksempelvis kører 20.000 km om året, så vil en pakke koste knap 10.000 kr. i oprettelse med private ladestander og 1.895 kr. pr. måned i abonnement. Det vil give ubegrænset adgang til Better Place’s netværk af offentlige ladestandere og batte-riskiftestationer, personligt energistyrings- og navigationssystem i bilen, adgang til et batteri med servicegaranti og 24-timers adgang til kundeservice og support.

Læs mere her.