Energistrategi 2050 - et skridt i den rigtige retning

11. mar 2011  af Kaspar Wederkinck Olesen

Robust, ambitiøs, realistisk, utilstrækkelig, lappeløsning og noget ”klipsklaps”. Hvis det er rigtigt, at kært barn har mange navne, så er regeringens nye energiplan et elsket et af slagsen. Generelt blev regeringens udspil til en ny energiplan dog positivt modtaget hos oppositionen, da den blev fremlagt for godt to uger siden. Også hos Dansk Elbil Alliance er der fokus på de gode elementer i udspillet, der har som overordnet mål, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050.

"Vi er godt tilfredse med, at regeringen sender et klart signal til danskerne, om at elbiler er vejen frem", siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance. Helt konkret er der afsat 25 millioner kroner til etableringen af ladestandere, som hele branchen spændt venter på.

"Puljen på 25 mio. kr. til ladestandere trækker i den rigtige retning,” siger Lærke Flader. ”Men de 25 millioner er i underkanten af, hvad der reelt er behov for, hvis man skal have skabt en landsdækkende ladeinfrastruktur. Og det er helt centralt for at få kickstartet markedet for elbiler,” siger hun.

En revolution

Energistrategien blev fremlagt akkompagneret med de helt store gloser af en veloplagt klima- og energiminister.

“Jeg fristes til at sige, at dette er regeringens energipolitiske uafhængighedserklæring. Der er tale om den største revolution på energiområdet siden oliekrisen og de bilfrie søndage i 1973,” sagde Lykke Friis. Så store ord vil næstformand i energiudvalget Margrethe Vestager dog ikke tage i munden om strategien.

”Det mest positive jeg kan sige om udspillet i forhold til elbiler er, at de er nævnt i strategien. For det virker ikke som om, at elbiler spiller en central rolle for regeringen, når det handler om at gøre transporten uafhængig af fossile brandstoffer,” siger Margrethe Vestager. Hun mener, at energiplanen generelt mangler ambitioner – især på transportområdet. Et område som ifølge Vestager er afgørende for at nå målet om at være uafhængig af kul, olie og gas i 2050.

”Det er et skridt i den rigtige retning, at regeringen nu endelig kommer med en plan, selv om den ikke adresserer transportområdet tilstrækkeligt. Vi skal i gang med at ændre vores transport. Det er ikke nemt, fordi det jo er afgørende, at vi kan komme fra A til B. Så opgaven er både at skabe rammerne for, at transporten optimeres, og at der bruges andre drivmidler og måder,” siger Margrethe Vestager. Tager hun de positive briller på, fremhæver hun især ét element i energiplanen:

”Jeg er positivt overrasket over forslaget om et gennemgribende 360 graders eftersyn af energiafgifterne – det har vi fra radikal side efterspurgt længe.”

SF: Gode takter – lavt ambitionsniveau

Også hos SF anerkender man, at der er elementer i regeringens energiplan, som peger i den rigtige retning. SF’s energiordfører Anne Grete Holmsgaard mener, at strategien har nogle udmærkede takter, men at ambitionsniveauet er alt for lavt.

”Regeringens energiudspil indeholder mange gode elementer. På plussiden tæller bl.a. viljen til en stor havmøllepark på Kriegers flak øst for Møn, og kystnære havmølleparker ved bl.a. København og Århus. Det er gode og vigtige initiativer. Begge dele noget SF har kæmpet hårdt for. På plussiden tæller også, at der tages fat på at få kullene ud af de store byer. På minussiden tæller især, at der stort set intet er om transportsektorens udslip. Det er den svære del, men den kan ikke bare ignoreres. Men her henviser regeringen blot til transportforliget,” siger Anne Grete Holmsgaard.

På Dansk Elbil Alliances spørgsmål om hvilke initiativer en eventuel S-SF regering vil iværksætte er svaret, at det ikke endnu ligger helt klart. Men Anne Grete Holmsgaard vil helt konkret forlænge registringsafgiftsfritagelsen for elbiler til 2015.

"Vi har netop spurgt ind til regeringens holdning til registreringsafgiftsfritagelse, og de bekræfter, at de kommer med et forslag senere i år. Præcist hvad vi vil gøre efter 2015, kommer blandt andet til at afhænge af den teknologiske udvikling på eksempelvis batteriteknologi. Vi ønsker desuden at aftrappe afgiftsfritagelsen på en måde, så at elbiler vil være økonomisk attraktive. Samtidig vil SF støtte, at der bliver opstillet ladestandere," siger hun.

Lykke Friis: Der kommer mere

Klima- og energiminister Lykke Friis erkender, at der er for få initiativer i energistrategien til, at regeringen kan overholde løftet til EU om en reduktion af CO2-udslippet på 20 procent inden år 2020. Så der vil komme mere til i de kommende år - ikke mindst på transportområdet - forsikrer hun.

De 25 mio. der er blevet afsat vil kunne sikre en opsætning af 1000-2000 ladestandere, hvilket svarer til en tilskudsprocent på 25 procent. Både Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance og Anne Grete Holmsgaard håber på, at et af de steder, hvor der vil komme flere initiativer og ressourcer, er på støtten til udrulningen af en ladeinfrastruktur.

”De 25 millioner, der er afsat i planen er et skridt på vejen, men hvis der skal opføres en offentlig tilgængelig ladeinfrastruktur i og rundt om de store byer, så, kræver det en større statslig medfinansiering. Ellers er der ikke den økonomi i det, der skal være for at komme i gang,” siger Lærke Flader. Samme melding kommer fra SF:

”Jeg tvivler stærkt på, at en tilskudsprocent på 25 vil få private investorer på banen,” siger Anne Grete Holmsgaard.

Christiansborg til elbilbranche: Hold fast

De kommende uger og måneder har Lykke Friis åbnet op for, at elbilbranchen skal være med til at definere, hvordan de 25 millioner kroner til ladestandere skal investeres.

”Det er afgørende, at branchen er med til at definere kriterierne for, hvordan der kan søges penge til en ladeinfrastruktur, så pengene bliver brugt bedst muligt. Og det regner vi også med, vil ske. Nu er det vigtigt at sikre, at der kommer opfølgning på, at pengene går til ladestandere, og at de dækker de behov, som vi står over for,” siger Lærke Flader.

Hun understreger, at der derfor er behov for en konkret handlingsplan, der i detaljen koordinerer de forskellige indsatsområder i forhold til den økonomiske regulering, tarifering, Smart Grid og erfaringer med opladning, så vi kan sikre en effektiv udrulning af elbiler.

”Det er vigtigt, at branchen bidrager til at kvalificere oplægget, der jo langt hen ad vejen er ufuldstændigt,” siger Anne Grete Holmsgaard. Hos de radikale lyder opfordringen til branchen, at den skal holde politikerne fast på, at der er brug for en langtrækkende og stabil aftale, så branchens aktører ved, hvad de har at holde sig til.

”Det er ikke fair investeringsvilkår, hvis aftalen bliver kortvarig og bliver indgået af en snæver kreds af partier. Samtidig er det vigtigt, at der fremover koordineres bedre mellem de ministerier og styrelser, der er inde over området. Statsministeren kunne have givet en minister den særlige opgave at koordinere – og bedt om at vedkommende rapporterede til ham. Det bør en ny regering gøre. Ellers risikerer vi, at et stort potentiale smuldrer mellem fingrene på mange, ukoordinerede ministre og branchens aktører,” lyder det fra Margrethe Vestager.