Elbilerne kommer
5. apr 2011
af Louise Gustavsen
Fra Berlinske Tidende den 3. april 2011
Mens krig og kaos hærger Libyen og andre store besiddere af olie, lister verdens første seriefremstillede elbiler for tiden ind i Danmark som et signal til olieproducenterne om, at Danmark er ved at finde andre veje til driften af bilerne end diesel og benzin fra Mellemøsten.
I løbet af de næste par år ventes 5.000 fabriksnye elbiler til Danmark som et første stille varsel om en omvæltning i personbiltransporten, der kan blive den største, siden Ford sendte de første Ford T-køretøjer på gaden i 1908. Mens EU-Kommissionen i denne uge spillede ud med en transportstrategi, der skal halvere antallet af benzinbiler i europæiske byer inden 2030, er Danmark blevet et hovedmål for en af benzinbilernes mulige afløsere, elbilen. Chefkonsulent i Dansk Energi Lærke Flader mener, at snebolden er skubbet ned ad bjerget.
»Det er lige nu, elbilerne ruller ud på markedet. Ikke én bilmesse er uden elbiler.
Bilproducenterne investerer milliarder i forskning og udvikling af elbiler.
Der er ingen vej tilbage, udviklingen er i gang. Og der skal også ske en omstilling, for netop når det gælder personbiler, er vi så godt som 100 procent afhængige af brændstof udefra,« siger Lærke Flader.
Hun er også chef for Dansk Elbil Alliance, der rummer en stor kreds af private og offentlige aktører med interesse i at få elbilen ud at køre på de danske veje.
Ud over afgiftfritagelsen er Danmark hjemsted for nogle af Europas største projekter for introduktion af elbiler.