Eurelectric sætter elbiler på dagsorden i Europa

6. maj 2011  af Troels Werner Christensen

Repræsentanter fra de europæiske energiselskaber, udstyrsleverandører, bilindustri, regulatorer og politikere var i går samlet hos Eurelectric i Bruxelles for at diskutere elbiler og skabe fælles holdning til det voksende, nye marked for støjsvage og klimavenlige køretøjer.

I en kommentar fra mødet lyder det:
 
- Europa har hårdt brug for både fælles tekniske standarder og ensartet politik for elbiler, siger Anders Holm Foosnæs, Dansk Energi, der medlem af Eurelectrics EV task force.
 
Britta Thomsen (A), EU parlamentet, var hovedtaler ved gårsdagens møde. Hun støtter flere elbiler på de europæiske veje og fremhæver især behovet for investeringer i ladeinfrastruktur, standarder samt koblingen mellem elbiler og det intelligente elnet.
 
Fra Eurelectric er anbefalingen: Intelligent opladning af elbiler bør udrulles samtidig med at massemarkedet for elbiler vokser til. En koordineret og kontrolleret opladning af elbiler vil nemlig muliggøre integration af en højere andel vedvarende energi i systemet. Samtidig får ejeren af elbilen en bedre service.
 
Læs Eurelectrics holdningspapir om elbiler.