Ny klimastrategi sætter fokus på elbilen
30. jun 2011
Fredensborg Kommune er en af foregangskommunerne for brugen af elbiler. Kommunen er involveret i ChoosEV’s ”test en elbil-projekt”, og borgmester Thomas Lykke Pedersen fra Fredensborg står i spidsen for Region Hovedstadens nye klimastrategi.
Hovedstadsregionen skal være den første, der bliver elbilparat. Det kræver, at regionens 29 kommuner går sammen om den kommende elbilinfrastruktur, deling af viden og erfaringer, indkøbspolitik og ikke mindst drift og vedligeholdelse. Sådan siger borgmester i Fredensborg Kommune, Thomas Lykke Pedersen, der er udpeget som en af drivkræfterne i Region Hovedstadens nye klimastrategi.
Her kommer grøn transport til at spille en vigtig rolle, fortæller han
”Selv om kommunernes økonomi er stram, er der masser af projekter, som vi i fællesskab kan give os i kast med, og som ikke koster en bondegård. Vi skal starte med de lavthængende frugter og derefter fastlægge nogle strategiske retninger og konkrete mål, som vi i fællesskab vil arbejde for,” siger han.
Større volumen
Det er vigtigt, at kommunerne går sammen om elbilprojekter, mener Thomas Lykke Pedersen.
”Vi skal op i en større volumen, og det kan vi komme, hvis vi samarbejder. Hele transportområdet er en kæmpe udfordring, og her vil udbygningen af den kollektive trafik og en elbilvenlig infrastruktur få en stærk rolle i fremtiden. Jeg plejer lidt spøgefuldt at sige, at når Helsingørmotorvejen skal udvides med et ekstra spor, bør det spor være forbeholdt elbiler og biler med flere end en passager,” siger Thomas Lykke
Fredensborg Kommune er med i ”test en elbil” projektet sammen med ChoosEV, hvor familier gratis kan prøve en elbil i tre måneder. Familierne skal derefter fortælle om deres oplevelser med en elbil.
”De foreløbige meldinger, vi får fra familierne, er, at de fungerer rigtig godt i hverdagen og til det kørselsbehov langt de flere har. Der er endnu ikke dukket overraskelser op, der ikke bekræfter os i, at elbilens værste fjende er dem, der endnu ikke har prøvet at køre i en,” siger Ann Marker fra ChoosEV.
I øvrigt skyldes borgmester Thomas Lykkes begejstring for elbiler ikke, at han selv har siddet bag rattet i en elbil. Han har nemlig ikke kørekort!