Regeringsgrundlaget lægger op til en ny, ambitiøs og grøn transportpolitik

4. okt 2011  af Lærke Flader

Den nye transportpolitik skal sammentænke Danmarks infrastrukturelle og miljømæssige udfordring og på den måde gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer. Det positive og nye her er, at transportsektoren eksplicit fremhæves som en sektor, der skal løfte klimamålsætningen.

Konkret er der lagt op til:

  • en reform af afgifterne på personbiler, som skal gøre grønne biler billigere, 
  • en forlængelse af afgiftsfritagelsen for elbiler til 2015,
  • en strategi for fremme af plugin hybridbiler, elbiler mm, som omfatter infrastruktur mm.
  • elektrificering af større dele af jernbanenettet,
  • betalingsring i Hovedstadsområdet, 
  • udvikling af Danmark som et grønt demonstrationsland for nye teknologier og nye metoder mv.
  • intelligent regulering af danske virksomheder som vil afprøve ny grøn teknologi,
  • samlet strategi for etablering af smarte elnet i Danmark mv
     

Der er således lagt op til en ambitiøs plan for transportområdet, som gerne skal bidrage til, at vi for alvor får sat gang i den grønne omstilling. Det er Dansk Elbil Alliance meget tilfredse med. Dansk Elbil Alliance har netop offentliggjort anbefalinger til 15 initiativer, der kan indgå i en National handlingsplan for elbiler, hvor der er lagt op til en udarbejdelse af en langsigtet strategi for elbiler i Danmark, som regeringen nu lægger op til. På den korte bane skal vi sikre, at afgiftsreformen begunstiger nye grønne teknologier, som elbiler, at der afsættes midler til udvikling af infrastrukturen i introduktionsfasen, og at vi tænker økonomiske styringsinstrumenter til fremme af energivenlige transport ind, som fx en grøn betalingsring. Det er det, de 15 anbefalinger sigter mod. Dansk Elbil Alliance ser frem til at samarbejde med den nye regering om en renere og mere grøn transportsektor, der placerer Danmark som foregangsland for den miljøvenlige transportsektor.