Alt for tidligt at parkere elbilen FDM!
17. aug 2012
af Lærke Flader
Det vækker undren, at FDMs chefkonsulent Torben Kudsk i Morgenavisen Jyllands-Posten den 17/8 betegner elbilmarkedet som et marked uden udsigter. Det er alt for tidlig med den udmelding, for et relativt nyt elbilmarked, der i vores optik blot er i sin vorden.
Faktum er, at der aldrig har været så mange forskellige elbilmodeller på det danske marked før, som på hver sin måde appellerer til den enkelte forbrugers transportbehov. Sidste år var elbilernes år nr. 0. 2011 var året hvor de første serieproducerede elbiler kom på markedet med bl.a. trillingerne: iMiew, iOn og C-zero.
I dag er der 12 modeller at vælge mellem. De kommende år vil udvalget blive større. Bilproducenter fra bl.a. Renault, BMW, VW/Audi, Tesla, Mercedes Benz og Ford har alle sat styrket fokus på elbilen og fabrikshallerne er i gang i Europa. Det betyder, at der bliver mange flere modeller at vælge mellem. Samtidig sætter infrastrukturoperatørerne ladestandere op rundt om i hele landet, så elbilbilisterne kan køre på kryds og tværs af Danmark uden at skulle bekymre sig om opladning af batteriet. Når det så er sagt, så har Test-en-elbil forsøget vist, at 80 pct. af alle danskere har et kørselsbehov på under 60 km om dagen. Det sætter argumentet om elbilers batterirækkevidde lidt i skyggen.
Indrømmet, der er fortsat udfordringer på både rækkevidde, ladetid og på prisen, men udfordringer hører til i et vordende marked. Henry Ford havde formentlig også ind i sine udfordringer, da han i sin tid skulle udkonkurrere hestevognen.
Det undrer os, at FDM bliver ved med at opfinde problemer, der ikke er der. Producenterne bakker jo op om markedet ved at søsætte stadig flere modeller, politikerne bakker op en grøn omstilling af energi og transportsektor. Hvorfor? Jo simpelthen fordi, der er et behov for det. Elbilen er jo ikke kun et spørgsmål om at køre bil og køreglæde, som FDM især slår på, men også et spørgsmål om at bruge vores energi smartere, og mere økonomiske effektivt.
Det giver mening både for pengepungen og for samfundet, når politikerne går ud og laver tiltag som på længere sigt gør, at det skal kunne betale sig at køre grønt. Norge har taget pointen til sig og skabt en række politiske rammevilkår, der har skabt den efterspørgsel Danmark mangler. Så FDM i stedet for at parkere elbilmarkedet, så hop med på vognen og bidrag til at udvikle og forme fremtidens transportsektor.