Plan for infrastruktur skal have fokus på ladestandere

Pressemeddelelse
Danmark Fremad - infrastrukturplan

Infrastrukturplanen skal ifølge Dansk Elbil Alliance sikre, at markedet kan komme videre med de nødvendige investeringer i ladeinfrastruktur, så den er på forkant med det store indryk af elbiler.

Regeringen har fremlagt infrastrukturplanen Danmark fremad, som fastlægger rammerne for investeringer i veje og jernbaner frem til 2035, og som skal sikre, at Danmark kommer i mål med 70% målsætningen i 2030.

I dag er der 75.000 el- og plug-in hybridbiler på de danske veje. Forventningen er, at der i 2025 er 300.000 el- og plug-in hybridbiler, i 2030 en million og to millioner i 2035.

 Det er vigtigt, at vi får sat fart på udbygningen af ladeinfrastrukturen, som kan servicere de mange elbiler. Vi kan næsten kun investere for langsomt. Investeringerne skal sikres gennem langsigtede afgiftsrammer, som skaber grundlag for, at de private markedsaktører udruller ladeinfrastruktur. Samtidig skal der være et målrettet fokus på at skabe rammerne for infrastrukturen dér, hvor der ikke er et kommercielt grundlag, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance. 

Regeringens plan indeholder en pulje på 500 mio. kr. til ladeinfrastruktur, en pulje til el-delebiler og en pulje til grønne busser og grøn flextrafik, standardiserede krav til udbud af ladeinfrastruktur og en samlet plan for udbygningen af ladeinfrastruktur langs statsvejnettet i Danmark. De forslag bakker Dansk Elbil Alliance op om og understreger, at danske virksomheder står på spring for at investere i ladeinfrastruktur langs motorvejsnettet, i byerne m.m.

Det er vigtigt, at vi får sat fart på udbygningen af ladeinfrastrukturen, som kan servicere de mange elbiler. Vi kan næsten kun investere for langsomt.
Lærke Flader, branchechef, Dansk Elbil Alliance

Derfor er det ifølge Dansk Elbil Alliance vigtigt, at Vejdirektoratet hurtigt giver virksomhederne mulighed for at komme videre med investeringerne. Alliancen foreslår, at Vejdirektoratet sender retten til at opstille ladestandere på rastepladser langs motorvejen i udbud og fremrykker planen.

 Mange steder er placeringerne så attraktive, at virksomhederne er villige til at betale for at bruge arealerne. Men på de mindre attraktive placeringer kan der blive behov for tilskud. Udbuddene må vise, hvor stort støttebehovet er, og politikerne må være klar til at justere puljerne, efterhånden som behovet for offentlig støtte viser sig. Vores største bekymring er, at udbygningen af ladeinfrastruktur bremses af, at udpegningen af statslige og kommunale arealer ikke kommer hurtigt nok, siger Lærke Flader.

Kommunerne spiller en central rolle i at understøtte de private aktører

Frem til 2035 vil hele vejtransporten opleve en elektrificering. Det betyder, at varebiler og lastbiler får behov for opladning langs statsvejene og på sigt skal lastbiler måske køre på el fra køreledninger.

 Fra i dag og til 2035 vil det komme en enormt stor teknologisk udvikling i alle dele af transporten – både den tunge og den lette. Planen skal være så fleksibel, at investeringerne løbende kan tilpasse udviklingen. Derfor er vi glade for, at regeringen foreslår en strategi for drivmiddelinfrastruktur til tung vejtransport, siger Lærke Flader.

Endelig mener Dansk Elbil Alliance, at kommunerne skal have lovhjemmel til at understøtte udrulningen af ladeinfrastruktur på en måde som bringer de private aktører i spil på den bedste måde, at bekendtgørelsen for ladeinfrastruktur skal skærpes, og at der i samtlige kommunerne sker en regulering p-pladser til elladepladser.