Elbiler slår fossilbiler på køreglæde og klima

KLUMME
John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

Foto: Thomas Steen Sørensen

Med modige beslutninger kan 2023 blive en milepæl på rejsen mod en fossilfri transportsektor. Ambitionerne bør hæves, så Danmark har 1,5 mio. elbiler i 2030.

Jeg har vildt store forventninger til 2023!

Elektrisk mobilitet står midt i det helt store gennembrud, og 2023 kan blive året, hvor vi i Danmark sætter ekstra strøm på udviklingen. Jeg er sikker på, at 2023 kan blive året, hvor el for alvor slår igennem som den relevante energiform for både personbiler, varevogne og lastbiler.

Medlemmerne af Dansk e-Mobilitet er klar – både med nye lækre modeller, med en accelereret udbygning af ladeinfrastrukturen og med nye digitale løsninger, der gør livet lettere for elbilisterne.

Vi har en solid basis for at rykke. Salget af elbiler fortsætter den store fremgang, og der er nu knap 115.000 rene elbiler på den danske asfalt. Og kvaliteten er i top: Årets bil de seneste år har været en elbil, og årets brugtbil er også en elbil. Som mange sikkert har kunne opleve hen over julen, er den offentlige ladeinfrastruktur også blevet udbygget. Meget – rigtig meget – mere er på vej.

På den baggrund opfordrer jeg til, at Danmark skruer op for ambitionerne for indfasning af rene elbiler. Målet skal være 1,5 mio. rene elbiler i 2030.

Fossilbilernes æra lakker mod enden. Med modige beslutninger kan 2023 blive en milepæl på rejsen mod en fossilfri transportsektor.
John Dyrby Paulsen, direktør, Dansk e-Mobilitet

Mange af disse køretøjer kommer af sig selv, fordi elbilerne nu har nået et teknologisk niveau, hvor bilisterne fravælger fossilbiler til fordel for det klima- og miljøvenlige alternativ. Mit bedste bud på antallet af elbiler i 2030 med nuværende rammevilkår ligger på ca. 1 mio. stk.

For at hæve niveauet forestår der altså en opgave for SVM-regeringen, Folketinget, embedsmænd og branche. Sammen skal vi skrue på de administrative knapper, så vi får skabt det nødvendige ’drive’ og reduceret antallet af fossilbiler.

For det første er det vigtigt, at vi får justeret bilafgifterne, så de fremmer salget af nul-emissionsbiler endnu mere end nu. Dialogen med skatteminister Jeppe Brus (S) er i gang, og vi håber meget, at det kan lykkes af få skabt langsigtede løsninger, hvor fx nye vejafgifter afløser de gamle registreringsafgifter både for personbiler og lastbiler.

For det andet er det vigtigt, at elnettet kan følge med behovet for opladning af personbiler, varevogne, lastbiler, busser og andre former for e-mobilitet. Vores anbefaling er derfor, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) justerer rammerne for elnetselskaberne, så de kan investere i et stærkere elnet, før behovene opstår. Elnettet må ikke blive en flaskehals for den grønne omstilling af transportsektoren.

For det tredje er det vigtigt, at vi får etableret et endnu stærkere samarbejde mellem kommuner, elnetselskaber og ladeoperatører om opstilling af nødvendigt udstyr – ladestationer såvel som transformerstationer – i det offentlige rum.   

Hvis alle disse elementer spiller sammen, kan den elektriske transport bidrage markant til, at vi som samfund reducerer udledningen af drivhusgasser med mere end 70 procent i 2030 og styrer mod CO2-neutralitet i god tid inden 2050.

Fossilbilernes æra lakker mod enden. Med modige beslutninger kan 2023 blive en milepæl på rejsen mod en fossilfri transportsektor.

Klummen er første gang bragt i Motor-Magasinet.