Ladepunktsberegneren

Ladepunktsberegner rapport

Foto: Lars Rønbøg

Denne rapport introducerer et værktøj og den bagvedliggende metode til at beregne behovet for ladeinfrastruktur i danske kommuner og byer (både værktøj og rapport kan downloades til højre). Denne beregning er rettet mod privatbilismen og dækker dermed ikke kommerciel eller tung transport.

Dette arbejde bygger videre på rapporten ”Sådan skaber Danmark grøn infrastruktur til én million elbiler”, udgivet af Danmarks Tekniske Universitet og Dansk e-Mobilitet i 2019. 
Formålet med dette nye værktøj er at forbedre beregningerne ved at basere dem på nyere og større datasæt, hvorved prognoserne forbedres. Derudover giver det udviklede værktøj kommunerne bedre mulighed for selv at tilpasse og udføre disse beregninger.

Blandt de vigtigste opdateringer til beregninger er:

  • Ladebehovet er udregnet på byniveau og kommunens behov er udregnet som summen af kommunens byer.
  • Forskellige indfasningskurver for elbiler per kommune
  • Ladepunkters opladningsarbejde per dag er opdateret.
  • En beskrivelse af det potentiale, som ligger ved boligforeninger og arbejdspladser, og som direkte påvirker behovet for offentlig opladning.
  • Nyeste data fra transportvaneundersøgelsen, hvorved datagrundlaget øges markant

 

Resultater fra det udviklede værktøj er stadig genstand for en betydelig usikkerhed og skal ses som et konservativt (minimum) estimat for behovet for ladeinfrastruktur. Der er i beregningen ikke taget højde for turisme eller for pendling på tværs af kommuner. Beregningerne er et udtryk for det antal ladepunkter, som en kommune/bys befolkning kan have behov for – det er ikke ensbetydende med, at disse ladepunkter alle skal opstilles i samme kommune/by som elbilisten bor i.

Formålet, med at udvikle denne beregner, er at give kommuner et værktøj til at udvikle deres egne måltal, som de kan bruge i deres strategi for ladeinfrastruktur. Disse måltal kan også bruges i dialogen med de lokale netselskaber i forhold til behovet for kapacitet til den nødvendige ladeinfrastruktur.

Bag rapporten står Hybrid Greentech, Dansk e-Mobilitet, COWI og DTU. Beregningsmetoden er udviklet af Hybrid Greentech. Arbejdet er finansieret af EUDP gennem FUSE projektet (http://www.fuse-project.dk/).

 

Data er leveret fra Transportvaneundersøgelsen, Danmarks Statistik, en dansk ladeoperatør og Energistyrelsen.