EU klar til elbilkamp?

Debatindlæg
John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

Det er ikke for sent for den europæiske bilindustri, men det er afgørende, at den europæiske bilindustri får gnedet søvnen ud af øjnene og satser helhjertet på elbiler, hvis ikke den om få år skal begraves med sine fossilbiler, skriver John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet, i MobilityWatch. Foto: Thomas Steen Sørensen

 

I en verden med handelsprotektionisme og kamp om industrien er det helt essentielt med en omfattende og helhedsorienteret EU-strategi med markante investeringer i innovation og opbygning af en europæisk funderet forsyningskæde, hvis man vil fastholde Europas styrkeposition i bilindustrien.

EU's beslutning i 2023 om, at alle biler solgt fra 2035 skal være CO2-neutrale, markerer, at elbilens rolle i den grønne omstilling ikke længere blot er en vision, men en realitet. Det giver mindre støj, renere luft og langt mindre klimabelastning.

Overgangen til elbiler er naturlig, nødvendig og frem for alt langt grønnere. Men omstillingen medfører også usikkerheder – særligt for en stærk europæisk bilindustri, der på mange måder virker forstenet i en fortsat storproduktion af fossilbiler.

Kina har allerede overhalet os. I dag kører mere end halvdelen af verdens elbiler på de kinesiske veje, og langt størstedelen af behandling af råstoffer, produktion af elbiler og batterier finder sted i Kina.

Tesla størst – BYD haler ind

Tesla er fortsat den største elbilproducent, men kinesiske mærker som BYD haler ind. De har satset tidligt, stort og – som det har vist sig – rigtigt. De europæiske bilproducenter har sovet i timen, samtidig med at de nødvendige regulatoriske rammer også er kendetegnet ved en lang bureaukratisk EU-proces.

BYD og Tesla er ekstremt værdifulde for den grønne omstilling af transporten. Uden dem var ingenting sket. Og skal jeg vælge mellem grøn omstilling og europæisk bilindustri, så vælger jeg til hver en tid grøn omstilling. Men måske behøver vi ikke at vælge.

Skal jeg vælge mellem grøn omstilling og europæisk bilindustri, så vælger jeg til hver en tid grøn omstilling. Men måske behøver vi ikke at vælge.
John Dyrby Paulsen, direktør, Dansk e-Mobilitet

Det er ikke for sent for den europæiske bilindustri, men det er afgørende, at den europæiske bilindustri får gnedet søvnen ud af øjnene og satser helhjertet på elbiler, hvis ikke den om få år skal begraves med sine fossilbiler.

EU må til lommerne

I en verden med handelsprotektionisme og kamp om industrien er det helt essentielt med en omfattende og helhedsorienteret EU-strategi med markante investeringer i innovation og opbygning af en europæisk funderet forsyningskæde, hvis man vil fastholde Europas styrkeposition i bilindustrien.

Med markante subsidier i både Kina og USA for at trække produktionen til, må EU til lommerne, hvis vi skal sikre en europæisk baseret værdikæde for elbilproduktionen. Det har vi heldigvis også har set i starten af året, hvor Tyskland fik lov at yde støtte for 6,7 mia. kr. til en batterifabrik fra Northvolt.

Forbrugerne driver udviklingen

Det er dog vigtigt, at EU holder for øje, at elbil-revolutionen er drevet af forbrugerne, og det er afgørende, at vi ikke begrænser os selv i kilderne til denne grønne omstilling, hvis vi skal nå i mål med klimamålene. Og med under tre procent fra kinesiske mærker i den danske elbilbestand skal vi passe på, vi ikke skyder gråspurve med kanoner.

Mens EU sikrer de regulatoriske forhold for en samlet europæisk værdikæde for e-mobilitet, og vi venter på, at den europæiske bilindustri langsomt vågner op til den elektriske verden, bør vi ikke begrænse forbrugerne i at tage det grønneste og billigste valg.

På den lange bane skal EU og den europæiske bilindustri sikre en europæisk baseret værdikæde og produktion, men på den korte bane kan de kinesiske mærker levere øjeblikkelig grøn omstilling med små og billige elbiler til forbrugerne, som de europæiske bilproducenter fortsat ikke er startet på – der er med andre ord ingen europæiske alternativer på nuværende tidspunkt.

Hvis Kina vil bruge deres penge på at subsidiere europæiske forbrugere og samtidig bidrage til den grønne omstilling af vejtransporten, skal de være velkomne.

Dette indlæg er første gang bragt i MobilityTech 31. januar