El-lastbiler gør klar til at indtage byerne

Transport af varer i by-områder kan klares uden støj og luftforurening – for eksempel med en eCantor. Foto: Daimler.

Transport af varer i by-områder kan klares uden støj og luftforurening – for eksempel med en eCantor. Foto: Daimler.

2020 kan blive et gennembrud for lastbiler til transport over kortere afstande. Hvis Danmark skal med i den første bølge – og dermed give renere luft og mindre støj til byboere – skal politikerne give en hjælpende hånd for eksempel med en lavere elafgift.

Elektricitet indtager nu nyt land. Hvad der indtil for nylig lignede en fjern utopi, er ved at være en realitet: El-lastbilerne er klar til at indtage vejene med tilbud om miljø- og klimavenlig transport i byerne.

– Vi er klar, men er der ladestandere og kunder? spørger produkt- og marketingmanager Mikael Voigt fra Mercedes-Benz Danmark, hvis moderselskab, Daimler, bl.a. har udviklet to typer mindre lastbiler, eActros og FUSO eCantor.

Et eksemplar af en eCantor var parkeret til besigtigelse i gården ved Mogens Dahl Koncertsal, hvor Dansk Elbil Alliance for nyligt holdt årsmøde. Mikael Voigt var en af oplægsholderne på en seance om tung transport.

2020 kan blive et vildt år

Daimler Trucks & Buses lancerer større serier el-lastbiler i 2020, og også andre producenter rør på sig. Volvo oplyser, at selskabet er klar til at sælge modellerne Volvo FL Electric og Volvo FE Electric på de første markeder i 2020. Tilbuddet gælder Sverige, Norge, Tyskland, Schweiz, Frankrig og Holland.

Chefkonsulent Søren Jakobsen fra Dansk Elbil Alliance vurderer, at der er behov for et kærligt skub fra politisk hold, hvis Danmark skal med i den første bølge – og dermed hurtigt få renere luft i byerne.

– De høje danske elafgifter gør, at omstillingen til elektriske lastbiler ikke kommer af sig selv, fastslår Søren Jakobsen, der glæder sig over, at de elektriske busser har fået netop det kærlige skub og nu vinder frem med stor hastighed ikke mindst i den tæt befolkede hovedstadsregion.

De høje danske elafgifter gør, at omstillingen til elektriske lastbiler ikke kommer af sig selv.
Søren Jacobsen, chefkonsulent, Dansk Elbil Alliance

El-lastbiler er fortsat markant dyrere end deres dieseldrevne konkurrenter, der er blevet masseproduceret i over 100 år. Erfaringen fra andre teknologier er imidlertid, at når først der begynder at komme volumen via en række producenter, så falder priserne. Forventningen er, at det også kommer til at ske for el-lastbiler.

– Uden elafgift vil elektriske lastbiler være økonomisk attraktive, når merprisen for en elektrisk lastbil er kommet ned på 50 procent, siger Søren Jakobsen.

Transport af varer i by-områder kan klares uden støj og luftforurening – for eksempel med en Volvo FL Electric. Foto: Volvo Trucks.
Transport af varer i by-områder kan klares uden støj og luftforurening – for eksempel med en Volvo FL Electric. Foto: Volvo Trucks.

Forurening fra diesel koster liv

Luftforurening fra dieseldrevne køretøjer afkorter hvert år livet for flere tusinde danskere, og som et olieprodukt bidrager diesel til at øge den menneskeskabte drivhuseffekt. Læg dertil, at eldrevne køretøjer støjer mindre end transportmidler med forbrændingsmotorer. 

– De samfundsøkonomiske gevinster ved mindre støj og møg er på 58.000 kr. pr. år for en lastbil, der kører 70.000 kilometer om året. Der er altså betydelige gevinster ved at skifte til en renere teknologi, fastslår Søren Jakobsen.

– Samfundsøkonomisk er der en god fortælling, men der skal besluttes noget – ellers får vi ikke en popcorneffekt, siger Mikael Voigt fra Mercedes-Benz.

Grønt råd forventer hurtig udskiftning

Transportmedarbejder Jeppe Juul fra Det Økologiske Råd er uhyre optimistisk, når det handler om udbredelse af el-lastbiler til transport af varer på under 300 kilometer.

– Jeg forventer, at el-lastbiler er billigere end fossile omkring 2025. Til den tid nærmer vi os et punkt, hvor andelen af eldrevne lastbiler er større end andelen for personbiler, vurderer Jeppe Juul og påpeger, at lastbiler håndteres af professionelle organisationer, der hurtigt kan rykke og som er påvirkelig i forhold til afgifter, nul-emissionszoner og andre incitamenter.

Grønnere lastbiler er på dagsordenen overalt på kloden bl.a. drevet frem af FN’s verdensmål nummer 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund og klimaaftalen fra Paris. Paradokset er, at det globale forbrug af olie og udledninger af drivhusgasser fortsat sætter nye rekorder.

Partnerskaber om infrastruktur

Mercedes-Benz håber på – i samarbejde med vognmænd og kommuner – at få udviklet gode by-løsninger i løbet af de næste få år. Samme ønske kommer fra svensk side, hvor Volvo udvikler løsninger sammen udvalgte kunder i Gøteborg.

– Meldingerne fra kunderne er positive, men der er fortsat behov for at udvikle opladnings-infrastrukturen. Vi arbejder sammen med både private og offentlige partnere om en langsigtede udvikling af infrastrukturen. Der er et klart behov for at accelerere udviklingen, siger Jonas Odermalm, der har titel af VP Product Line Electromobility i Volvo, i en pressemeddelelse.

VIDSTE DU AT...?

Dansk Elbil Alliance og Mercedes-Benz Danmark sætter fokus på el-lastbiler ved et formiddagsevent den 11. december 2019. Det sker i anledning af, at Citylogistik og Aarstiderne får leveret de to første serieproducerede el-lastbiler til dansk by-transport. Under arrangementet vil de få overrakt nøglerne til bilerne af transportminister Benny Engelbrecht (S).