Elbiler med tovejsopladning bliver en gevinst for elnettet

V2G
Polestar 3

Polestar 3, der blev lanceret i København i oktober 2022, har mulighed for at udveksle strøm med elnettet med sin V2G-teknologi. Foto: Polestar

V2G-teknologien nærmer sig det store gennembrud. Energinet og Green Power Denmark vil med tekniske krav til batterianlæg værne om elkvaliteten. Dansk e-Mobilitet påpeger, at elbiler med tovejsopladning kan dække en del af familiernes almindelige elforbrug i den dyre kogespids.

En række bilfabrikker melder nu ud, at tovejsopladning af elbiler – Vehicle-to-Grid (V2G) og Vehicle-to-Home (V2H) - er fremtiden. Særlig interessant for private bilister er i første omgang, at Volvo Cars og Polestar lancerer bilmodeller, der kan AC-oplade ved 11 kW hjemme i indkørsel eller carport.

Dansk e-Mobilitet ser store perspektiver i udviklingen både for elbilister og elnet:

– Hvis man kommer hjem fra arbejde med sin V2G-bil, og der er strøm på batteriet, så kan man som elbilist levere elektricitet til husholdningen i kogespidsen fra kl. 17-21, hvor eltarifferne og det samlede danske elforbrug er størst. Opladningen af elbilen kan så ske om natten, hvor tariffer og priser typisk ligger i den billige ende, siger analysechef Søren Jakobsen fra Dansk e-Mobilitet.

– Elbilerne kan altså dække en betydelig del af det almindelige elforbrug i kogespidsen, pointerer Søren Jakobsen.

Må ikke ’forurene’ elnettet

V2G-teknologien kan altså aflaste elnettet i de perioder, hvor det er hårdest belastet. Den pointe hylder konsulent Peter Egestad fra Green Power Denmark med den tilføjelse, at tovejsudvekslingen af elektricitet skal ske med respekt for elkvaliteten.

– Vi kan se, at der er stigende interesse for V2G. Derfor er det vigtigt, at vi får de tekniske krav til batterianlæg på plads, så bl.a. V2G-batterier og andre elektriske batterianlæg ikke kommer til at ’forurene’ elnettet til skade for kunderne, siger Peter Egestad.

Konkret har Energinet i samarbejde med Green Power Denmark oprettet en arbejdsgruppe, der skal revidere teknisk forskrift 3.3.1 om elektriske energilageranlæg. Ambitionen er at anmelde den nye udgave af forskriften til Forsyningstilsynet til sommer.

– Om alt går vel, kan forskriften træde i kraft i andet halvår 2023 cirka samtidig med, at bilfabrikkerne for alvor begynder at levere V2G-modeller. Alternativet er at vente på forordninger fra EU eller standarder, men det kan tage flere år, siger Peter Egestad.

➤ Læs 'Lempeligere tekniske krav til vindmøller og solceller i høring' hos Green Power Denmark

Batterier ligestilles med produktion

Udover V2G-batterier skal den tekniske forskrift også revideres, så den fastholder en høj elkvalitet under vækstscenarier for solcelle-/batterianlæg ved hjem og virksomheder, større batterianlæg i containere og elektriske energilageranlæg med synkrongeneratorer. En pointe er også, at batterianlæg, der skal levere strøm til elnettet, kravmæssigt bliver ligestillet med ’almindelige’ produktionsanlæg.

Disse produktionsanlæg – vindmøller, solceller og andet – skal forude for nettilslutning leve op til EU-regulering under den såkaldte RfG-forordning. RfG står for ’Requirements for Generators’.

Green Power Denmark har på vegne af elnetselskaberne anmeldt opdaterede vilkår for nettilslutning til 0,4-60 kV-nettet og afventer nu en melding fra Forsyningstilsynet.

– Teknisk forskrift 3.3.1 skal være teknologineutral, så eksempelvis V2G-batterier skal leve op til samme krav som produktionsanlæg, siger Peter Egestad.

Sektorkobling mellem el og transport

Også Volkswagen arbejder intens med V2G-teknologien i forhold til sine ID.-modeller samt koncernens øvrige mærker som Audi, Seat og Skoda. Den tyske koncern har lanceret en DC-løsning med 22 kW-opladere. Søren Jakobsen vurderer, at dette måske i første omgang er mest relevant for flådeejere, men han er ikke i tvivl om, at V2G-teknologien nærmer sig et gennembrud.        

– Det er megaspændende, at stadig flere elbiler kan blive aktive og reagere på prissignaler fra elmarkedet og fra elnetselskabernes tariffer. Vi ser ind i en fremtid med en stærk sektorkobling mellem elsystemet og transportsektoren, siger Søren Jakobsen.