Elbiler: Vi skal være mere ambitiøse

John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

’Elbiler vinder stort over fossilbiler. Elbilerne er markant billigere i drift end fossilbiler bl.a. fordi batterier er langt mere energieffektive end forbrændingsmotorer’, siger John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet. Foto: Thomas Steen Sørensen.

Dansk e-Mobilitet efterlyser politisk handling, så der kan være 1,5 mio. elbiler på de danske veje i 2030. Samtidig appellerer foreningen til bilfabrikanterne om at lancere flere mindre elbiler.

Antallet af biler i Danmark ligger på ca. 2,8 mio. stk., hvoraf ca. 120.000 er elbiler. Hvor mange fossilbiler, vi har på vejene i 2030, spiller direkte ind i vores klimaregnskab. Har vi 2,8 mio. biler eller – som andre forudser – 3,3 mio. biler?

- Uanset hvad antallet ender med at være, har vi brug for mange flere køretøjer uden CO2-udledninger, uden luftforening og med minimal støjbelastning af vores byer, siger direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet.

Han vurderer, at hvis bilparken vokser frem mod 2030, og der bliver flere små elbiler på markedet, så kan branchen sørge for, at størstedelen af væksten bliver elbiler. Realistisk set kan Danmark derfor godt realisere en ambition om 1,5 mio. elbiler i 2030, mener han.

- Men regeringen er nødt til at trække i arbejdstøjet. Med de nuværende regler bliver elbiler forholdsvis dyrere end fossilbiler fra 2025 til 2030. Det skal der laves om på, og det behøver ikke være svært, siger John Dyrby Paulsen.

Fastfrys afgifterne!

Dansk e-Mobilitet peger på, at SVM-regeringen for eksempel kan fastfryse de nuværende bilafgifter frem mod 2030 og samtidig igangsætte et arbejde med at omlægge bilafgifterne for personbiler til vejafgifter fra 2030. Noget tilsvarende er ved at ske på afgifter fra lastbiler, der omlægges til vejafgifter fra 2025.

- Teknologien og mulighederne er der. Spørgsmålet er, om det politiske mod også er til stede på Christiansborg, siger John Dyrby Paulsen, der selv har siddet i Folketinget fra 2006 til 2015.

Regeringsgrundlaget fra december 2022 rummer to vigtige pointer om elbiler: Dels skal det undersøges, om ambitioner for antal elbiler i Danmarks kan hæves. Dels understreger SVM-partierne, at det er rene elbiler, der er interessante.  

Godt for klima, luft og uafhængighed

Lige nu er ambitionen fra Folketingets side, at der i 2030 skal være 1 mio. elbiler. Den ambition er formuleret i en lov fra december 2020 om ændring af registreringsafgifter for biler, hvor elbiler i en årrække fritages for en del af denne afgift.

- Når elbiler erstatter fossilbiler, er det godt for klima, luftkvalitet og vores mål om at blive uafhængige af fossile brændsler. Derfor er det et naturligt spørgsmål, om ikke ambitionen for antal elbiler i Danmark kan hæves. Jeg mener, at vi skal stile efter 1,5 millioner elbiler i Danmark i 2030. Vi skal have det samlede antal fossilbiler ned, fastslår John Dyrby Paulsen.

Dansk e-Mobilitet påpeger, at klimagevinster er betydelige ved en direkte udskiftning af oliedrevne biler med køretøjer på elektricitet. Som tommelfingerregel kan hver fossilbil, der udskiftes med en elbil, spare klimaet for mindst 2 tons CO2 pr. år. Hertil kommer, at elbiler kører på stadig grønnere og typisk danskproduceret strøm, mens fossilbilerne er afhængige af importeret olie fra undergrunden.

- Den elektriske transport kan bidrage markant til, at vi som samfund reducerer udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 og styrer mod CO2-neutralitet inden 2050, påpeger John Dyrby Paulsen.

Omvendt vil en fossilbil købt i dag holde de næste 12-15 år. Omstillingen af vejtransporten er en langsom affære, hvor vi, fastslår John Dyrby Paulsen, er nødt til at udnytte alle de muligheder, vi får.

Elbilerne vinder!

Fornemmelsen i Dansk e-Mobilitet er, at kampen om bilisternes gunst er ved at være overstået:

- Elbiler vinder stort over fossilbiler. Elbilerne er markant billigere i drift end fossilbiler bl.a. fordi batterier er langt mere energieffektive end forbrændingsmotorer. De seneste år har også vist, at langt størstedelen af elbilister lader op i deres carport, når elektricitet er billigst og mest klimavenlig, siger John Dyrby Paulsen.

Samtidig er kvaliteten af elbiler også blevet langt bedre de seneste år. Køreoplevelsen bag rattet af en elbil er i top, og de sidste fire år har ’årets bil’ da også været en elbil. Ved seneste kåring var ’årets brugtbil’ sågar også en elbil.

- Folk med erfaringer med elbiler taler sjældent om rækkeviddeangst eller om, at de ikke kan trække en trailer. De tider er forbi, fastslår John Dyrby Paulsen.

Fremover vil elbilerne få endnu længere rækkevidde, men der er en udfordring, bilfabrikanterne endnu ikke har løst: Vi savner små elbiler, der er til at betale for ’almindelige’ husholdninger, og som kan køre passende langt på en opladning.

- I bilsegmenterne A og B – som er mikro og små biler – er udbuddet af elbiler meget begrænset. Disse to segmenter er det foretrukne bilvalg for både kvinder og mænd, så det er helt afgørende, at bilproducenterne får lanceret attraktive modeller særligt i de segmenter – altså økonomisk attraktive elbiler, der er lette at oplade uden bøvl med kabler og teknik, siger John Dyrby Paulsen.

Denne artikel er bragt i magasinet AUTO, der udkom landsdækkende med Politiken torsdag den 23. marts 2023.