Elbilerne indtager overhalingsbanen

Prototyper af Porsches elbil, Taycan, har denne sommer kørt rundt på gaderne i Shanghai og været i New York City, hvor den blev vist frem i forbindelse med ABB’s FIA Formula E Championship. Foto: Porsche.

Prototyper af Porsches elbil, Taycan, har denne sommer kørt rundt på gaderne i Shanghai og været i New York City, hvor den blev vist frem i forbindelse med ABB’s FIA Formula E Championship. Foto: Porsche.

Porsche byder ind med en elbil-løsning for kræsne bilister. Shell opkøber førende ladeoperatør. Begge dele er ifølge adm. direktør Nils Dullum fra Hubject i Berlin sikre tegn på, at fremtiden på vejene bliver elektrisk. Hubject arbejder for global e-roaming, så elbiler frit og let kan krydse landegrænser.

En af de mest legendariske bilfabrikanter, Porsche, lancerer snart en elbil. Denne sommer har en 100 procent elektrisk Porsche Taycan cruiset stille rundt i Shanghais gader, hvor prototypen bl.a. har rundet det kendte havneområde The Bund.

Porsche har meddelt, at den elektriske sportsvogn formentlig bliver sat til salg fra september i år, og ifølge de officielle meldinger fra den tyske bilproducent, skal halvdelen af virksomhedens salg være elektrisk i 2025 – altså endnu et tegn på, at fremtiden bliver vild eller meget vild, når det handler om overgangen fra olie til el i transportsektoren.

- Ja, det er godt nok kommet meget fokus på elbiler, bekræfter Nils Dullum, der længe har været et kendt navn i den danske elbiloplade-branche og nu er adm. direktør for Hubject i Berlin.

- I de seneste måneder er involveringen blevet mærkbart øget – ikke mindst fra bilproducenternes side, tilføjer Nils Dullum, der også finder det interessant, at olieselskabet Shell har købt NewMotion, der kalder sig selv for ’Europas førende elbil-ladeoperatør’.

Opladning fra Grenaa til Lima

Hubject er stiftet af en række stærke tyske teknologivirksomheder Bosch, BMW, Daimler, EnBW, innogy, Siemens og Volkswagen med den mission at gøre det let at oplade elbiler lokalt og på tværs af landegrænser. ’Normale’ biler kan tanke benzin/diesel på alle tankstationer i hele verden, og tankstationerne er lette at finde.

Sådan skal det også være for elbiler. På Hubjects hjemmeside kan man derfor finde vej til over 140.000 ladestationer, hvad enten det drejer sig om Østergade 38 i Grenaa, Einbecker Strasse 119 i Berlin, Avenida República de Panamá i Lima, Peru, eller en række adresser i Japan. I Danmark er både CLEVER, E.ON og IONITY på platformen, og i Sverige hedder samarbejdspartneren Bee Charging Solutions.

’Det skal være nemt, hurtigt og billigt at oplade sin elbil. Tid er penge’, siger adm.   Dullum fra Hubject, der er startet i Tyskland, men har globale ambitioner. Foto: Hubject.
’Det skal være nemt, hurtigt og billigt at oplade sin elbil. Tid er penge’, siger adm. direktør Nils Dullum fra Hubject, der er startet i Tyskland, men har globale ambitioner. Foto: Hubject.

Hubject opstiller ikke selv ladeudstyr, men selskabet forbinder partnere og udvikler software, så det bliver let for en elbilejer at nå sikkert frem til de næste muligheder for at få strøm på batteriet og betale for ydelsen – også hvis det skal ske i et andet land end ens eget.

- Hurtig og billigere nettilslutning af ladeudstyr er helt afgørende for den grønne omstilling, men det er også vigtigt, at branchen samarbejder om at udvikle gennemskuelige løsninger for bilisterne, mener Nils Dullum og påpeger, at hvis man køber en Tesla, følger der en ladeløsning med. Altså en ’all inclusive’-løsning.

Hvis man køber andre typer elbiler, skal man typisk også tage stilling til, hvilken ladeoperatør/serviceprovider, man vil benytte. I Danmarks er antallet overskueligt, men i Tyskland er der flere hundrede at vælge mellem, og ladeoperatøren (fysisk stander) og serviceprovideren (betaling) er ikke nødvendigvis samme selskab.

- Branchen er fragmenteret, konstaterer Nils Dullum.

Vigtigt med standarder

For at branchen kan gøre det let og attraktivt at være elbilist, er det nødvendigt at tænke på tværs af siloer (fx mellem energiselskaber, bilfabrikker og teknologileverandører) og ’arbejde bag kulisserne’, som Nils Dullum formulerer det. Eksempelvis er det vigtigt i regi af standardiseringsorganisationen ISO at skabe fælles fodslag, så bilister kan få elektricitet og betale for den leverede vare uden at bekymre sig. Med andre ord: E-roaming.

- Det skal være nemt, hurtigt og billigt at oplade sin elbil. Tid er penge, siger Nils Dullum.

Men hvordan bliver fremtidens lade-mønstre? I dag foregår over 80 procent af al opladning hjemme ved ejernes boliger, hvor det i de fleste tilfælde er ok at oplade langsomt hen over natten. I takt med, at der kommer stadig flere lynladestationer, vil andelen af hjemmeopladning formentlig falde.

- Der er mange udviklingsveje, men jeg tror, at hurtig opladning er alfa og omega, for vi vil ikke lade os begrænse. Vi vil ikke betale mere for en bil, der gør os mindre fleksible. Tesla har satset på hurtigopladning, og det gør deres løsning attraktiv, påpeger Nils Dullum, der opfordrer alle danske aktører at tænke internationalt og på tværs af interesser, når der vælges løsninger.

Hurtigopladning bliver stort

I sit tidligere job var Nils Dullum med det at sætte 350 kW-hurtigladere op for IONITY flere steder i Danmark, og når elbilerne for alvor begynder at kunne lade op på 3-8 minutter med den slags høje effekter, vil det skabe en ny virkelighed, vurderer Nils Dullum. Porsches elbil vil være bygget til hurtigladning, og det vil efter alt at dømme blive normen fremover.

Fremover vil kommuner og elnetselskaber derfor få stadig flere anmodninger fra private operatører om etablering af pænt store ladestationer i byrum og ved hovedveje, hvor hurtig-opladningen kan ske optimalt:

- Jeg forventer ikke, at der vil blive opstillet små opladere på ethvert gadehjørne i byerne, fastslår Nils Dullum, der regner med, at hurtigopladning også hos virksomheder vil vinde frem i betydelig skala.

Nøglemarkeder: Kina og USA

Hubject er naturligvis også i Kina, så hvis en elbilist – Porsche eller ej – skal oplade i Shanghai, kan han eller hun for eksempel gøre det på adressen Dong Ye Lu 715864. Indenfor det seneste år har Hubject oprettet over 35.000 kinesiske lokaliteter på sin globale platform.

I USA arbejder Hubject bl.a. sammen med Porsche og søsterorganisationen Electrify America for at gøde jorden for en fremtid med hurtigopladning af rigtig mange elbiler, men der er også andre spillere; herunder ChargePoint, der kan vise vej til knap 100.000 primært ’langsomme’ ladepunkter.

Og fremtiden for Porsche? Det tyske magasin Automobilwoche skrev i januar, at Porsche har besluttet at fordoble den årlige produktion af Taycan fra 20.000 til 40.000 stk. på grund af overvældende interesse.

Porsche i Danmark forventer ifølge sin hjemmeside, at et fuldt batteri (afhængig af størrelse) kan række til 400-500 kilometers kørsel.

Læs mere på www.hubject.com