Elektriske lastbiler bliver snart et almindeligt syn

TUNG TRANSPORT
Frem til efteråret vil op til syv elektriske lastbiler være en del af et projekt, der skal bringe mineralvand fra Sverige til Danmark. Den lastbil, der bliver anvendt, er en Volvo FH Electric med seks batterier på sammenlagt 540 kWh

Frem til efteråret vil op til syv elektriske lastbiler være en del af et projekt, der skal bringe mineralvand fra Sverige til Danmark. Den lastbil, der bliver anvendt, er en Volvo FH Electric med seks batterier på sammenlagt 540 kWh. Foto: Øresundsbron

Øresundsbron starter pilotprojekt, der skal vise, at elektrisk vejtransport er muligt også på tværs af landegrænser. Et andet partnerskab skal gøre de lastbiler, der kører jord til Lynetteholmen, elektriske. Dansk e-Mobilitet glæder sig over, at erhvervslivet foregriber vejafgifter med rabat til vognmænd, der vælger elektriske løsninger.

Øresundsbron samler nu en række aktører i transportkæden for at stimulere bæredygtig vejtransport på tværs af Øresund.

På forsøgsbasis transporterer Carlsberg Sverige mineralvand fra Ramlösa mellem Sverige og Danmark i Volvos FH Electric-lastbil. Mineralvandet bliver lastet på Erikssons Åkeri og derefter transporteret til Carlsberg Danmark i Høje Taastrup.

Herefter bliver lastbilen ladet op med certificeret grøn strøm på Volvo Truck Center lige rundt om hjørnet, inden den kører tilbage til Tomelilla over Øresundsbron. Lastbilens rækkevidde er ca. 300 km, men takket være del-ladningen på den danske side kan lastbilen ifølge en pressemeddelelse fra projektparterne nemt klare den samlede rute på ca. 370 km.

Det er E.ON, der har installeret 300 kW-ladestationer til ruten i Tomelilla i Sverige og i Høje Taastrup i Danmark.

– Det er et virkelig godt initiativ Øresundsbron har taget sammen med en række partnere fra transportbranchen. Ellastbiler bliver snart et almindeligt syn i de københavnske gader, vurderer analysechef Søren Jakobsen fra Dansk e-Mobilitet.

Ingen kan omstille helt alene. Ellastbilerne er fire gange dyrere end diesel-lastbiler, og ladestanderne koster også. Derfor skal både investeringen og planlægningen ske som et samarbejde, men vi kunne hurtigt mærke, at ellastbilerne gav os en konkurrencefordel. Det er lidt dyrere for kunderne, men stadig på et acceptabelt niveau.
Christian Pedersen, salgsdirektør, Erikssons Åkeri

Fokus på ellastbiler på messe i Herning

Danske e-Mobilitet følger elektrificeringen af godstransporten tæt – og glæder sig over, at transportbranchen foregriber udviklingen med en række test. EU har skærpede klimakrav på vej, og i Danmark er det besluttet at ændrede vejafgifterne til fordel for grønnere drivmidler end diesel.

Læs EU-Kommissionens forslag til skærpede klimakrav

– Initiativet fra Øresundsbron og deres partnere kommer oveni et partnerskab om at gøre de lastbiler, der kører jord til Lynetteholmen, elektriske. Samtidig er både Frederiksberg Forsyning og Amager Ressourcecenter ved at omstille affaldsindsamlingen i hovedstaden, så den fremover sker med elektriske skraldebiler, påpeger Søren Jakobsen.  

➤ Læs 'Nyt partnerskab står sammen om at sætte fart på grønne lastbiler til Lynetteholm' hos By&Havn

Fra 2025 kommer der efter alt at dømme vejafgifter på lastbilers kørsel på danske veje, hvor elektriske lastbiler får en rabat, så det kan hænge sammen for vognmændene at købe elektriske lastbiler.

– Jeg er sikker på, at elektrisk transport af gods selv på pænt store lastbiler bliver fremtiden. Vi oplever i disse år en forbløffende teknologisk udvikling, siger Søren Jakobsen fra Dansk e-Mobilitet, der den 20.-21. april sætter fokus på elektriske lastbiler ved MCH Transportmessen 2023 i Herning.

På messen kan deltagere og gæster både høre oplæg fra de virksomheder, som er længst fremme i den grønne omstilling af lastbilerne, og sparke dæk på ellastbilerne.

– Elektriske lastbiler bliver et almindeligt syn i København inden for få år, og det vil sprede sig. Når først man kan se køretøjerne, vil flere overveje, om det også er en løsning for dem selv og deres virksomhed. Samme udvikling ser vi med både elbiler og elbusser. Gode ideer spreder sig hurtigt til flere, siger Søren Jakobsen.

Omstillingen begyndte for et par år siden i byerne, da skraldebiler og distributionsbiler kunne begynde at køre på el. Det næste skridt var elektrisk lastbiltransport mellem byer og regioner. Og i dag er det fuldt ud muligt at køre med elektriske lastvogne, selv over længere afstande og på tværs af landegrænser.
Niclas Johnson, salgschef, Volvo Lastvagnar Sverige

Klimagevinster med grøn strøm

Søren Jakobsen nævner, at ellastbiler støjer mindre og er uden luftforening – og dermed skaber mere venlige byer for beboerne. Læg dertil også den klimagevinst, der opstår, når ellastbilerne tanker grøn strøm i stedet for at hælde olie på tanken.

CO2-udledningen fra tung transport udgør seks procent af de samlede emissioner i EU, hvilket er en fjerdedel af alle emissioner fra vejtransport. Øresundsbron er nu en af de aktører, der tager ansvar:

– Grøn omstilling på lastbilsiden går meget langsomt. Mange sidder bare og venter, enten fordi det er for dyrt, eller fordi man tror, at ellastbiler ikke fungerer i international trafik. Ingen kan løfte opgaven alene, men hvis vi alle spiller ind, så kan vi sammen udfordre den måde, vi alle plejer at gøre tingene på, og vise, at det faktisk er muligt, siger Morten Røssel, kundeansvarlig for godstransporter på Øresundsbron.

 Læs 'Fossilfri lastbiler over Øresundsbron – nyt samarbejde viser, at det er muligt' hos Øresundsbron