EU-medlemslande vil have 35% CO2-reduktion fra nye biler i 2030

EU’s medlemslande vedtog tirsdag, at nye biler skal udlede 35% mindre CO2 i 2030 sammenlignet med 2020. Dansk Energi glæder sig over signalet til bilindustrien, men havde gerne set, at landene var blevet enige om mere ambitiøse reduktionsmål.

Da EU’s klima- og miljøministre tirsdag mødtes i Luxembourg, var det blandt andet for at diskutere et af Europas store klima-problembørn, nemlig bilerne og deres CO2-udledning. Her vedtog medlemslandene, at nye biler i 2030 skal udlede 35 % mindre CO2 i forhold til de mål, der er sat for 2020.

I Dansk Energi er man tilfreds med, at landene med dagens beslutning understreger behovet for en grøn omstilling af Europas bilflåde. Dog havde man håbet, at landenes ambitionsniveau havde været endnu højere.

– Nu skal vi nærlæse resultatet, men benzin- og dieselbiler lægger an til svanesang. Rådets målsætning om 35 procent reduktion af CO2 fra biler frem mod 2030 – sammen med den danske regerings klimaudspil – er endnu en node til den endelige melodi. Når det er sagt, havde vi gerne set, at målsætningen var højere og der sneg sig også nogle bekymrende elementer ind i slutningen af forhandlingerne, der kan udvande det reelle mål. Men vi anerkender den danske energi- og klimaministers forsøg på at få ambitionen op på mindst 40 procent, og samtidig kan vi forstå, at Danmark endte med ikke at være tilfreds med det, der skulle stemmes om, siger Anders Stouge, viceadministrerende direktør i Dansk Energi.

Anders Stouge mener, at medlemslandenes reduktionsmål vil sende et signal til aktørerne i bilindustrien om, at forurenende forbrændingsmotorer skal udskiftes med klimavenlige elbiler. Samtidig er han dog nervøs for, at det kompromis, EU-medlemslandene nåede frem til tirsdag, ikke er tilstrækkeligt i forhold til at tackle problemet med klimaforandringerne. Her henviser han blandt andet til rapporten fra FN’s klimapanel (IPCC), som udkom natten til mandag, og som kalder på klimatiltag i en hidtil uset skala, hvis de globale temperaturstigninger skal begrænses til 1,5 grader.

Målsætningen betyder flere elbiler på de europæiske veje, men vi kan være bekymrede for, om dagens ambitionsniveau stemmer overens med, hvad der kræves for at leve op til den globale klimaaftale.
Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi

– Rådets målsætning vil fortsat føre til betydelige ændringer i bilsektoren og er et vink med en vognstang til bilproducenterne om, at fremtiden er grøn og elektrisk. Målsætningen betyder flere elbiler på de europæiske veje, men vi kan være bekymrede for, om dagens ambitionsniveau stemmer overens med, hvad der kræves for at leve op til den globale klimaaftale. FN’s klimarapport, som netop er udkommet, kalder på, at EU gør meget mere – meget hurtigere, siger Anders Stouge.

I EU venter nu trilogforhandlinger mellem medlemslandene, Parlamentet og Kommissionen, hvor EU’s endelige CO2-reduktionsmål for nye biler og varevogne skal fastsættes. Her håber Dansk Energi stadig på, at parterne kan blive enige om høje klima-ambitioner for bilsektoren i Europa. Hvis forhandlingerne omvendt ikke resulterer i høje reduktionsmål på europæisk plan, må de mere ambitiøse regeringer i EU selv tage tiltag til efterfølgelse for resten af kontinentet, påpeger Anders Stouge.

– Nu skal EU videre med forhandlingerne. Hvis man på EU-niveau ikke kan blive enige om at tackle klimaudfordringerne i transportsektoren, må der national og lokal handling til. Og her glæder vi os over regeringens ambitiøse klimaudspil, der med stop for salg af benzin- og dieselbiler 2030, lave afgifter på elbiler og grønne firmabiler, viser vejen for resten af Europa, siger Anders Stouge.

På tirsdagens møde blev desuden vedtaget et reduktionsmål for nye varevogne på 30% i 2030. I november 2017 spillede Kommissionen ud med et CO2-reduktionsmål for nye biler og varevogne på 30% i 2030 sammenlignet med 2020. Dette mål ønsker Parlamentet at øge, da EU’s folkevalgte for nyligt blev enige om et mål på 40% reduktion for både nye biler og varevogne i 2030. Næste skridt bliver de såkaldte trilogforhandlinger mellem netop Kommissionen, Parlamentet og Rådet.

Vedtagelserne på miljørådsmødet i EU kommer samme dag, som Lars Løkke Rasmussens regering præsenterede sit klimaudspil, hvori regeringen ønsker en million el- og hybridbiler på de danske veje i 2030.