Klimarådet vil have flere elbiler på de danske veje

Klimarådets formand Peter Birch Sørensen

Klimarådet peger i en ny rapport på behovet for at fremme elbilerne nu. Elektrificering af transporten spiller en helt central rolle i opfyldelsen af Danmarks klimaforpligtelse overfor EU og det er nødvendigt at starte omstillingen nu, siger Klimarådet.

Klimarådet har offentliggjort en ny rapport som sætter fokus på, at der er behov for at fremme elbilerne i Danmark, hvis vi skal leve op til vores forpligtelser om at nedbringe CO2-udslippet uden for kvotesektoren.

Der er mange gode overvejelser i Klimarådets rapport om, hvordan vi fremmer elbilsalget. Det vigtigste er nu, at vi meget snart – og helst indenfor de kommende måneder - finder en langsigtet løsning, så vi kan få ro om vilkårene for elbilerne og gang i salget, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Usikkerhed og snak om politiske tiltag skaber usikkerhed på bilmarkedet, som bremser salget af elbiler. Det har vi set for mange gange. Derfor understreger Lærke Flader, at der er behov for hurtigt at lave en politisk aftale om de fremtidige afgifter.

Vi har forslået en model, hvor vi fastfryser den registreringsafgift, vi har på elbiler i dag, og for alvor hjælper udviklingen i gang med blandt andet en grøn firmabilbeskatning, som vi ser virke ekstremt effektivt i andre lande, hvor salget af elbiler er langt højere end i Danmark, foreslår Lærke Flader.

Dansk Elbil Alliance mener, at der er større politisk opbakning til den model vi forslår, og at modellen afspejler, den efterspørgsel vi ser efter elbiler og opladningshybridbiler på markedet i dag, og de modeller, som bilmærkerne kommer med de kommende år.