Kommuner skal konkurrere om penge til ladeinfrastruktur

KOMMUNALT
elbilsparkering

Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at kommuner skal kunne lave udbud, så de kan bede ladeoperatører om at sætte offentligt udstyr op både på attraktive og mindre attraktive lokaliteter. Arkivfoto: Malene Dissing

Pulje på 100 mio. kr. til ladeinfrastruktur i kommunerne sættes i spil til foråret. Transportminister Benny Engelbrecht (S) opfordrer kommunerne til at lave planer for deres arealer og gå i dialog med branchen hurtigst muligt.

I 2030 har borgerne i Roskilde Kommune ifølge en analyse fra DTU ca. 15.000 elbiler. Den virkelighed er kommunen ved at forberede sig på, for allerede nu presser borgere og turister på for at få mere offentlig tilgængelig ladeinfrastruktur.

Syv ladeoperatører har budt ind på en opgave med uden økonomisk støtte at etablere 182 geografisk set spredte ladepladser, og forvaltningen er nu klar med en politisk indstilling i forhold til fem af budgiverne, der hver især får et miks af gode og mindre gode placeringer.

– Vi er blevet tilbudt mere end det, vi ønskede, og langt over det, vi håbede, konstaterer trafik- og mobilitetsplanlægger Jakob Skovgaard Villien fra den sjællandske vikinge- og domkirkekommune.

Roskilde Kommunes initiativ var en af fire konkrete cases på et velbesøgt minitopmøde om udrulning af ladeinfrastruktur arrangeret af KL i samarbejde med Transportministeriet mandag formiddag. 309 deltagere bl.a. fra 92 af landets 98 kommuner deltog i det virtuelle møde.

2022 bliver et gennembrud

En del kommuner har, ligesom Roskilde, gjort sig erfaringer med elbiler de seneste år, og på minitopmødet delte også Frederikshavn, Samsø og Middelfart kommuner erfaringer til fælles bedste.

Overalt bliver bilflåder omstillet til elektricitet, men kommunerne har manglet, og mangler nogle måneder endnu, redskaber til for alvor at rykke i forhold til private elbilister. Alt tyder imidlertid på, at 2022 – takket være ny lovgivning med større frihedsgrader – bliver et gennembrud for en bredere kommunal indsats til fordel for grøn og klimavenlig transport.

– I 2022 falder lovgivningen på plads, og vi får lov til at engagere os. Kommunerne og KL er SÅ klar, fastslår Frederikshavns borgmester Birgit Stenbak Hansen (S), der er formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.    

Et bredt flertal i Folketinget er enige om, at kommuner skal kunne lave kommercielle udbud, så de kan bede ladeoperatører om at sætte offentligt udstyr op både på attraktive og mindre attraktive lokaliteter. Ifølge et 134 sider langt lovforslag, der rammer Folketinget om et par uger, får kommunerne lov til at udbyde pakker, så de kan sikre den brede geografiske dækning, som også Roskilde Kommune sigter efter.

I 2022 falder lovgivningen på plads, og vi får lov til at engagere os. Kommunerne og KL er SÅ klar.
Birgit Stenbak Hansen (S), formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.    

Infrastruktur uden en bøjet femøre

Det nye er, at kommunerne får lov til at binde penge på indsatsen – både egne og eventuelle europæiske, statslige og private. En statslig pulje på 100 mio. kr. vil være åben for ansøgninger fra cirka den 1. april 2022, og i hvert fald nogle kommuner vil kunne sikre sig indtægter fra de private operatører, der via en koncession sikrer sig de mest lukrative pladser i by- og landskabsbilledet.

– De vil kunne få ladeinfrastruktur uden at bruge så meget som én eneste bøjet femøre, siger transportminister Benny Engelbrecht (S), der opfordrer kommuner og regioner til at sætte gang i forberedelserne allerede nu, hvis de da ikke allerede er ved at lave planer:

– Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at slå rekorder for opstilling af ladeinfrastruktur i år, og jeg er helt sikker på, at de 100 mio. kr. kommer ud at arbejde. Der bliver konkurrence om at komme først, forudsiger Benny Engelbrecht, der har en række klare anbefalinger til kommunerne:

Lav planer for jeres arealer, udpeg de egnede lokaliteter, gå i dialog med branchen (ladeoperatører og elnetselskaber, red.), lav udbud og kom hurtigt i gang!

Jeg er helt sikker på, at vi kommer til at slå rekorder for opstilling af ladeinfrastruktur i år.
Benny Engelbrecht (S), transportminister

Krav til ladeoperatørerne

Af lovforslaget fra Transportministeriet vil der fremgå en række betingelser for kommunernes engagement. Ladeinfrastruktur på offentlige arealer må ikke være forbeholdt et enkelt bilmærke eller være reserveret kunder hos en enkelt operatør. På lynladere med en effekt på 50 kV og op skal elbilisterne kunne benytte betalingskort. På langsommere stationer skal der være mulighed for roaming ud fra den model, der er kendt fra mobiltelefoner.

Derudover vil der også blive stillet krav om mærkning af priser på samme vis som på en tankstation, der sælger benzin og diesel.

Tæt dialog med alle parter

Lovforslaget, der bliver ledsaget af en bekendtgørelse og en vejledning, er udarbejdet i tæt dialog med bl.a. KL og Dansk e-Mobilitet. KL oplyser at have fået det meste af det, man har bedt om, men der er stadig hængepartier. På minitopmødet rejste flere deltagere spørgsmålet om bedre udnyttelse af kommunernes egen lade-infrastruktur til bl.a. elbiler i hjemmeplejen.

Nogle finder det oplagt, at de ladepladser også kan benyttes af ansatte og borgere, så kapaciteten udnyttes mere effektivt. Benny Engelbrecht oplyser, at kommunalfuldmagten står i vejen for sådan en praksis, men at dømme på hans reaktion i øvrigt, så sparker kommunerne en åben dør ind:

– Der er et ændringsforslag på vej, oplyser ministeren til glæde bl.a. for Middelfart Kommune, der netop har afgjort et udbud med 28 ladepladser til sin hjemmepleje. Sammen med Spirii, der vandt udbuddet, vil kommunen nu begynde at overveje, hvordan pladserne på de to involverede plejecentre kan blive tilgængelige også for borgerne.

Elbilerne kommer!

Chefkonsulent Søren Jakobsen fra Dansk e-Mobilitet glæder sig over de mange kommunale initiativer, og han ser på branchens vegne frem til godt samarbejde om implementeringen af den snarlige lovgivning.

– Fremskrivninger viser, at vi kan have over 500.000 elbiler allerede i 2025. De fleste af elbilerne kommer primært til at oplade hjemme hos ejerne, men der bliver et stærkt behov for at supplere bl.a. med rigtig mange offentlige ladepladser. Vi er glade for, at kommunerne – i samarbejde med ladeoperatører og elnetselskaber – kaster sig over den opgave med stort engagement, siger Søren Jakobsen, der var med på en lytter på minitopmødet om ladeinfrastruktur.

– Topmødet var uhyre interessant og vellykket. Alene deltagerantallet viser, hvor stort fokus kommunerne har på denne vigtige samfundsopgave, siger han.