Nu skal klimamål omdannes til handling

Dansk Elbil Alliance roser grundlaget for den nye regering for at give klimaet topprioritet og for planerne om en gennemgribende elektrificering af transporten og resten af samfundet. Nu skal klimamål hurtigt omdannes til konkret handling.

Efter flere ugers forhandlinger får Danmark nu en socialdemokratisk regering. Den absolut vigtigste opgave bliver at omdanne målet om 70 procent CO2-reduktion i 2030 til virkelighed.

Dansk Elbil Alliance kvitterer for regeringens fokus på at omstille transporten og for planen om at fremrykke transportkommissionens arbejde. Men understreger også, at vi skal i gang hurtigt.

Allerede i efteråret er der forhandlinger om finansloven og her bør den nye regering forlænge fritagelsen fra elafgift, som udløber til nytår. De høje ambitioner om CO2-reduktioner giver ingen mening, hvis man samtidig øger skatten på el til elbiler med hvad der svarer til 9 kr. for en liter diesel, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Den nye regering bør også se på en grønnere måde at beskatte firmabiler, så det bliver mere attraktivt for medarbejderne i de danske virksomheder at køre grønt. Rigtig mange biler starter som firmabiler og bliver senere købt brugt at de danske familier. Derfor starter omstillingen i virksomhederne, siger Lærke Flader.

Kontakt:

Branchechef i Dansk Elbil Alliance, Lærke Flader, tlf.: 22 75 04 15