Positivt at regeringen forbereder elbiltiltag

Opladning af elbiler

Politiken bringer i dag historien om, at regeringen forbereder tiltag, der skal øge elbilsalget. Det er godt at der er politisk fokus på at forbedre vilkårene for elbiler, men debatten risikerer at sætte elbilsalget tilbage. Derfor er der brug for en hurtig afklaring.

I et notat, der er omtalt i Politiken i dag, beskriver embedsmænd en række tiltag, der kan fremme elbilsalget. Listen omfatter blandt andet tilskud til elbiler, en grøn firmabilskat og udskudt indfasning af afgifter.

Dansk Elbil Alliance mener, at det er positivt med politisk fokus på at forbedre vilkårene for elbiler i Danmark. 

Vi anbefaler tre tiltag:

1. En grøn firmabilskat, som gør det mere attraktivt for medarbejderne at få en elbil som firmabil.

2. Udskudt indfasning af registreringsafgift på elbiler, fordi det vil skabe ro på elbilmarkdet.

3. Forlængelse af den eksisterende fritagelse fra elafgift for el til opladning af elbiler, fordi det vil gøre det billigere at køre i elbil end at køre i fossilbil.

Debatten om ændrede vilkår for elbilsalget risikerer at bremse salget af elbiler. Derfor er det vigtigt, at der nu laves en hurtig aftale, så der kan blive skabt ro om elbilsalget.