Energiagentur forudser kraftig vækst i antallet af elbiler

Pressemeddelelse
John Dyrby / WindEurope (4)

Foto: Casper Dufour

Det globale salg af elektriske biler slog rekord i 2022 med ti millioner solgte biler. Det fremgår af en rapport udgivet af Det Internationale Energiagentur (IEA). Direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet under Green Power Denmark kalder det for en milepæl.

Ti millioner solgte elbiler på et år er ny rekord. Men alt tyder på, at rekorden bliver slået igen i år – og i årene derefter.

- Jeg ser det som en milepæl, men det interessante er, at salget af elbiler oplever eksponentiel vækst. Oversat til dansk betyder det, at den grønne omstilling af transporten kommer til at gå stærk - endda meget stærkt i de lande, hvor rammevilkårene for den grønne omstilling af transportsektoren er i orden, fastslår John Dyrby Paulsen, direktør for Dansk e-Mobilitet.

Ifølge IEA-rapporten er der nu 26 millioner elektriske biler (rene elbiler og plugin-hybrid) på globalt plan. De elektriske biler udgjorde 14 procent af salget af nye biler i 2022, omkring ni procent i 2021 og under fem procent i 2020.

Kina er i spidsen med 60 procent af salget i 2022. Over halvdelen af verdens nye elektriske biler kører rundt på de kinesiske veje. Kina har allerede nu overopfyldt sit mål for ”grønne” biler i 2025.

- Kineserne har mange flere modeller at vælge imellem, end vi har, så IEA-tallene er et klart signal til Europa om at vågne op. Vi skal SÅ meget til at geare op, siger John Dyrby Paulsen.

Data fra IEA viser, at Europa er det næststørste marked elbiler. Salget steg med 15 procent fra 2021 til 2022, så hver femte nye bil kører på elektricitet.

I USA boomede markedet for elbiler med en vækst på hele 55 procent, så elbilernes markedsandel i bilismens kerneland nåede i 2022 op på otte procent.

IEA forventer kraftig vækst i det globale salg i 2023. Med 2,3 millioner solgte elbiler i første kvartal er året kommet i gang med fuld styrke. Salget i denne periode ligger 25 procent højere end samme kvartal sidste år. IEA forventer et samlet salg på 14 millioner elbiler i år, hvilket svarer til en vækst på 35 procent. Hvis det ender med at blive til virkelighed, vil elbiler udgøre 18 procent af det totale salg af biler i 2023.

- Tallene fra IEA er meget opmuntrende. Bilfabrikkerne gearer op for deres produktion, og det er tydeligt, at bilisterne har fået øje på elbilernes kvaliteter – både i relation til klima- og miljøforhold og køreegenskaber. Det ser ud til, at bilisterne elsker elbiler, siger John Dyrby Paulsen.

Denne pressemeddelelse er bragt i Ritzau fredag den 26. april 2023.