Fem gode råd til elbilister på langfart i julen
Dansk e-Mobilitet og FDM opfordrer el-bilister til at være ekstra omhyggelige med planlægningen af dette år julerejse, for der er risiko for kø ved lynladestationer.
Oplad din elbil 100 procent hjemmefra, planlæg din rejse, gør hurtigt plads til andre på lynladestationerne, forsøg at undgå de mest travle stationer og gør ventetid til kvalitetstid.
Sådan lyder fem gode råd fra Dansk e-Mobilitet og FDM til danske elbilister på tur til familie og venner i julen. Rådene lanceres, fordi de to organisationer forventer julekøer ved en række lynladestationer efter en massiv vækst i antallet af elbiler. På blot ét år er antallet af elbiler mere end fordoblet, så der nu er over 60.000 elbiler på de danske veje.
Branchechef Lærke Flader fra Dansk e-Mobilitet, der bl.a. repræsenterer ladeoperatørerne, forventer, at der vil blive tryk på ladeudstyret i juledagene. Ifølge Vejdirektoratets juleprognose kan der blive særlig meget trafik torsdag den 23. december kl. 11-14 (især fra øst mod vest) og søndag den 26. december kl. 10-14 (både mod øst og vest).
– Ladestationerne får historisk travlt i år. Derfor har vi sammen med FDM udviklet en række gode råd til elbilisterne, så de kan komme godt frem og opretholde en fin julestemning i deres biler undervejs, siger Lærke Flader, der oplyser, at ladeoperatørerne knokler for at få mest mulig ladeudstyr op hurtigst mulig.
Lige præcis i denne jul vil der – fordi salget af elbiler er gået fantastisk godt her sidst på året – imidlertid være et efterslæb i forhold til ladeinfrastrukturen. Lærke Flader vurderer, at antallet af ladestandere vil være markant større til næste jul.
Chefkonsulent Ilyas Dogru fra FDM er enig i analysen fra Dansk e-Mobilitet:
– Vi oplever en kæmpe interesse for elbiler. Salgstallet er seksdoblet siden 2018, mens antallet af ladestandere blot er fordoblet. Til næste år bliver situationen forhåbentlig bedre, men i år forudser vi kø ved ladestanderne i juledagene, fastslår Ilyas Dogru fra FDM.
Politiet er underrettet om, at der efter alt at dømme vil opstå kø ved en række centrale ladestationer på de allermest travle juledage. Nogle af ladeoperatørerne vil have personale til stede for at sikre en glidende afvikling og forsøde ventetiden for elbilisterne med pebernødder og drikkevarer.