Transportpulje giver tiltrængt løft til ladeinfrastruktur

Pressemeddelelse
Branchechef Lærke Flader, Dansk e-Mobilitet, oplader elbil

Branchechef i Dansk Elbil Alliance Lærke Flader er glad for, at at politikerne løsner håndbremsen og giver ladeinfrastrukturen et tiltrængt løft via transportpuljen. Foto: Adam Sund

Et bredt politisk flertal har øremærket størstedelen af den grønne tranportpulje til at udrulle flere ladestandere ved motorveje, i byer og yderområder. Dansk Elbil Alliance roser puljen, men anbefaler politikerne at fremrykke de resterende midler til gavn for dansk økonomi og klima.

Regeringen er sammen med Folketingets partier bag energiaftalen blevet enige om at bruge hovedparten af pengene i den grønne transportpulje til at sætte skub på udbygningen af ladeinfrastruktur til elbiler.

50 ud af de 75 mio. kr. i puljen, som er en del af energiaftalen fra 2018, går til at etablere flere ladestandere. Pengene søges fordelt med ca. 1/3 til ladestandere på motorvejsnettet, 1/3 uden for byerne og 1/3 i byerne. De resterende 25 mio. kr. i transportpuljen går til grøn omstilling af erhvervstransporten, hvor ladeinfrastruktur også vil spille en rolle.

Dansk Elbil Alliance roser partierne for at prioritere ladeinfrastruktur højt.

– Det er virkelig godt, at politikerne løsner håndbremsen og giver ladeinfrastrukturen et tiltrængt løft. Det haster med flere ladestandere, som er rygraden i den grønne omstilling af vores bilpark. Skal vi have flere elbiler og færre fossile - som målet om 70 procent reduktion i 2030 kræver - skal det være nemt og bekvemt for alle danskere at lade deres bil. Dagens aftale bør følges op af en grøn strakspakke, hvor resten af midlerne i puljen fremrykkes, så der kan investeres grønt til gavn for økonomi, beskæftigelse og grøn omstilling, siger Lærke Flader, branchechef for Dansk Elbil Alliance.

10-dobling af ladepunkter

Sidste år offentliggjorde Dansk Elbil Alliance i samarbejde med DTU en analyse, der for første gang kortlægger behovet for ladeinfrastruktur i det offentlige rum (motorveje, indkøbscentre, etageejendomme, arbejdspladser etc.) med afsæt i én million elbiler i 2030.

Overordnet viser analysen, at 32 procent af danskerne ikke har mulighed for at sætte en ladestander op i carporten, men i stedet skal benytte offentlige ladepunkter. Det betyder, at der bliver brug for 25-30.000 ladepunkter i 2030 i det offentlige og semioffentlige rum. I dag er der ca. 3.600 offentlig tilgængelige ladestandere.

– Vi skal have flere initiativer på banen, der fjerner barrierer for mere konkurrence på markedet, så vi kan få udrullet en ordentlig ladeinfrastruktur. Der er behov for en national handlingsplan, som sikrer et tættere samarbejde mellem branche, kommuner og stat. Samtidig skal det gøres afgiftsmæssigt mere attraktivt for danskerne at købe en elbil. Markedet skal stå for langt hovedparten af investeringerne i ladestandere på den lange bane, og det kommer kun, hvis der er en efterspørgsel på elbiler, siger Lærke Flader.  

Ifølge energiaftalen skal der afsættes 100 mio. kr. årligt i perioden 2020-2024 for at understøtte grønne løsninger i transportsektoren. I 2020 er der kun afsat 75 mio. kr., da der inden forhandlingerne er anvendt 25 mio. kr. til at leve op til EU’s iblandingskrav og biobrændstof. De vil indgå i puljen i 2021.