Smidigt pitstop skal sikre hurtig overgang til elbiler

John Dyrby Paulsen, direktør i Dansk e-Mobilitet

John Dyrby Paulsen, direktør ved Dansk e-Mobilitet.
Foto: Thomas Steen Sørensen

Danmark skal stile efter 1,5 mio. elbiler i 2030. Målet er realistisk, hvis regeringen bakker om med en afgiftsomlægning: Jo hurtigere, jo bedre.

Omstillingen af den danske bilpark til elektriske køretøjer er i fuld gang bl.a. bakket op af en politisk aftale på Christiansborg fra december 2020. Nu har vi over 120.000 elbiler på de danske veje.

I den politiske aftale og den tilhørende lovgivning er der fastsat et pitstop i 2025, hvor bilafgifterne evt. kan justeres.

Vi kender begrebet fra Formel 1, hvor pitstop er et hurtigt skift af hjul eller andet på racerbilen. Et pitstop er altså en effektiv handling, hvor noget eksisterende udskiftes med noget nyt og bedre. Det, der tager tid, er ikke selve pitstoppet – det skal gå lynhurtigt – men træningen til og forberedelse af pitstoppet. En velplanlagt forberedelse er altafgørende for succes.

Pitstoppet for rammerne for omstillingen fra fossilbil til elbiler skal naturligvis også forberedes grundigt. Derfor inviterer Dansk e-Mobilitet SVM-regeringen til samarbejde om modeller for den fremtidige bilbeskatning. Vi foreslår en bredt funderet proces med os og andre interessenter, så pitstoppet i 2025 bliver så gelinde og effektivt som muligt.

Hæv ambitionerne!

Dansk e-Mobilitet foreslår også, at regeringen hæver ambitionerne på elbilernes vegne. Aftalen fra december 2020 taler om en million nul- og lavemissionsbiler i 2030, men siden dengang har den teknologiske udvikling givet elbilerne endnu et løft. Salgstallene viser et tydeligt billede af, at bilisterne gerne vil køre elektrisk, så hvorfor ikke lade de klima- og miljøvenlige biler indtage overhalingsbanen?

Jeg mener, at 1,5 mio. rene elbiler i 2030 er et realistisk mål. Det samlede antal fossilbiler skal tilsvarende ned, så samfundet kan høste de nødvendige klimagevinster.

Med de nuværende afgiftsregler bliver elbiler forholdsvis dyrere end fossilbiler fra 2025 til 2030. Det dur naturligvis ikke, men det er forholdsvis let at ændre.

Fastfrys bilafgifterne!

Dansk e-Mobilitet peger på, at SVM-regeringen for eksempel kan fastfryse de nuværende bilafgifter frem mod 2030. Så er der ro om bilafgifterne, og der kan samtidig igangsætte et arbejde med at omlægge afgifterne for personbiler til vejafgifter fra 2030. Noget tilsvarende er ved at ske på afgifter fra lastbiler, der omlægges til vejafgifter fra 2025.

Omlægninger kan være komplicerede, så det er helt afgørende for et godt pitstop i 2025, at rammerne forberedes og forhandles i god tid. Det hold, der forsømmer at træne pitstop, kommer automatisk bagefter og risikerer, at hjulene falder af. Det må ikke ske, når vi taler bilafgifter i Danmark

Derfor skal vi i gang med træningen – dvs. forhandlingerne – allerede i år. Jo hurtigere, jo bedre! 

Dette indlæg er bragt i Motor-magasinet fredag den 28. marts 2023.