Transport- og energibranchen flager for elektriske lastbiler

TRANSPORT 2023
Ellastbil fra Stark på Transport 2023

Volvo vil dække alle former for vejtransport med fuld-elektriske løsninger. Byggegiganten Stark har ambitioner om at gå all in. Foto: Jesper Tornbjerg.

YX har i Nyborg åbnet den første ladestation til ellastbiler. E.ON følger op senere i år med stationer i Hirtshals og Høje Taastrup samtidig med, at der er fuldt fokus på at levere de lokale lade-løsninger, der skal dække langt det mest af behovet for elektricitet til grøn transport. Norlys er i fuld gang med at forberede sine investeringer.

Elektrificeringen af store dele af den danske godstransport på vej kan udløse et ekstra elforbrug på 0,5-1,5 mia. kWh/år i løbet af de næste 10-15 år, så en række energiselskaber har naturligvis kig på det gryende marked. Eksempelvis har både E.ON Danmark og Norlys netop bejlet til de danske vognmænd på messen Transport 2023 i Herning i sidste uge.

Den første offentligt tilgængelige ladestation til tung transport er sat i drift i Nyborg af energiselskabet YX. I løbet af i år indvier E.ON Danmark ladestationer i Høje Taastrup og Hirtshals. Begge steder vil op til seks lastvogne kunne lade med op til 400 kW.

– Lastbiler er endnu ikke bygget til MW-opladning, men det kommer. Om et år eller to vil opladningen bevæge sig op på næste niveau, og så er vi klar til at udvide kapaciteten, siger Christian Halleløv, der er Global Head of e-Transport i E.ON med ansvar for Danmark, Sverige og Tyskland.

E.ON lover flere ladestationer blandt andet ved transportcentre i løbet af de næste år:

– Den første prik er sat på landkortet. Nu må vi sammen med vognmænd og andre interessenter finde ud af, hvor de næste prikker skal sættes, siger Christian Halleløv, der arbejder tæt sammen med varebil- og lastvognfirmaet Iveco om at udvikle tilbud til kunderne, så de med jordnære løsninger kan få reduceret deres rækkeviddeangst.

– Mange lastbiler kører i faste ruter fra A til B med et dagligt kørselsbehov for 200-300 kilometer. De modeller, der er på markedet nu, kan dække det behov. Den næste generation lastbiler kan køre 400-500 kilometer på en opladning, fastslår Christian Halleløv fra E.ON, der bygger videre på erfaringer fra markedet for personbiler – og opladning af busser til kollektiv transport, hvor Danmark er med i front med batteridrevne løsninger.

Christian Halleløv fra E.ON på Transport 2023
’Mange lastbiler kører i faste ruter fra A til B med et dagligt kørselsbehov for 200-300 kilometer. De modeller, der er på markedet nu, kan dække det behov. Den næste generation lastbiler kan køre 400-500 kilometer på en opladning’, siger Christian Halleløv fra E.ON. Foto: Jesper Tornbjerg.

Også Vejdirektoratet forventer ifølge et oplæg fra afdelingsleder Anders Egense på Transport 2023, at udstyrsleverandørerne inden for få år vil tilbyde MW-opladning – og at lastvognene rent teknisk vil komme til at kunne lade ved kraftigere input.

Vejdirektoratet skønner i lighed med E.ON, at langt det meste opladning til lastbiler vil foregå lokalt – altså hjemme ved de enkelte vognmænd, ved depoter eller andre mellemstationer eller hos de kunder, de servicerer. Under ti procent af opladningen kommer til at ske ude på vejene.

Et foreløbigt bud er, at 13 ladeparker med 248 lynladepladser á 400-800 kW kan dække størsteparten af det offentlige behov. En sådan udrulning vil koste ½-1 mia. kr. afhængig af ambitionsniveau. Den samlede lynladekapacitet spredt udover hele landet vil lægge beslag på en el-effekt på små 60 MW, hvilket svarer til fire store havmøller á 15 MW.  

Fokus på ’hjemmeladning’

Et evt. statsligt udbud af offentlige ladeparker på knudepunkter rundt om i Danmark vil blive fulgt med spænding af energiselskaberne, men deres aktuelle fokus er på at opbygge relationer med vognmænd og øvrige transportfirmaer.

– Vi bruger i øjeblikket en del tid på rådgivning til kunder, der skal omstille flåden af tung transport for eksempel i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan man indretter depoter, varehuse, terminaler og andre former for ’hjemmeladning’ til transportbranchen, fortæller Christian Halleløv om et marked, der indtil videre primært er drevet af en tilskudspulje fra sidste år.

De grønne ellastvogne koster op mod tre gange så meget som deres dieseldrevne konkurrenter. Derfor vil der være behov for støtte, indtil prisen på elkøretøjer falder takket være teknologiudvikling/masseproduktion, og indtil staten får indfaset nye vejafgifter, der begunstiger el-drift.

Gode erfaringer med tung transport på elektricitet

De transportvirksomheder, der er i gang med en omstilling til elektrisk transport, er glade på tværs af anvendelsesområder:

  • Amager Ressourcecenter (ARC) har 30 eldrevne skraldebiler og får om få dage ekstra 40 stk. Målet er at komme op på 110 inden for kort tid.
  • DFDS har sat 13 køletransportere i drift med ruter på tværs af Storebælt. De kan køre 600 kilometer om dagen takket være XY’s ladestation i Nyborg.
  • Unicon/Aalborg Portland har snart otte el-betonbiler med primær base i Avedøre. De tunge køretøjer får en rækkevidde på minimum 200 kilometer på en opladning.
  • Kloakservicefirmaet Leif M. Jensen A/S har investeret i sin første elektriske slamsuger.
  • Elbusser til kollektiv transport er en kæmpe succes med en dækning, der – takket være offentlige udbud med skærpede miljøkrav – er steget fra noget nær nul til over en tredjedel på få år.

Muskler til at gøre en forskel

Norlys har også en klar ambition om at hjælpe den grønne omstilling af transportsektoren på vej med business-to-business-løsninger.

– Vi har besluttet, at vi går ind med ladeløsninger til tung transport samtidig med, at vi udruller ’full public’ ladeinfrastruktur til privatkunder. Vi har ikke lagt budget endnu, men vi har muskler at gøre en forskel, siger vice president Ellen Trolle fra Norlys’ afdeling for e-mobilitet.

For Norlys handler udrulningen af ladeinfrastruktur til privatkunder bl.a. om at understøtte sin elhandelsafdeling samtidig med, at den andelsejede koncern påtager sig et samfundsansvar ved at understøtte elektrificeringen.

– Når vi lytter til den tunge transport, så står det klart, at den også gerne vil elektrificeringen. Når vi snakker lastbiler, så vil der være mange kilowatt-timer at sælge, og det vil være grøn omstilling ’for real’. Derfor går vi ind i det nu, men vi gør det på en anden måde end for persontransporten, siger Ellen Trolle.

Ellen Trolle fra Norlys på Transport 2023
’Der skal være ladeløsninger hjemme, og når chaufførerne er på farten. Løsningerne skal matche køre-hvile-tids-bestemmelser – herunder muligheder for at spise, sove og få et bad. Vi er i dialog med mange, men vi har ikke lukket aftaler endnu’, siger Ellen Trolle fra Norlys. Foto: Jesper Tornbjerg.

Partnerskaber for handling

Forskellen ligger i kompleksiteten. For Norlys står det klart, at infrastruktur til transportbranchen kræver partnerskaber for handling. Udrulningen bliver et samspil mellem vognmænd, lastbilproducenter, energiselskaber, transportcentre, Vejdirektoratet og mange andre interessenter, og politisk bakket op af Folketinget.

Opgaven består ifølge Ellen Trolle i at finde grønne løsninger, der kan holde transportbranchen økonomisk kørende. Der skal opbygges en lokal og landsdækkende infrastruktur, der respekterer de enkelte vognmænds forrentninger:

– Der skal være ladeløsninger hjemme, og når chaufførerne er på farten. Løsningerne skal matche køre-hvile-tids-bestemmelser – herunder muligheder for at spise, sove og få et bad. Vi er i dialog med mange, men vi har ikke lukket aftaler endnu. For os er det vigtigt at få en dyb indsigt i, hvor vognmandsbranchen er på vej hen, og vi er klar til at prøve det her af sammen med kunderne, siger Ellen Trolle, der skønner, at større ladelokaliteter koster 60-100 mio. kr. pr. styk.

– Man skal ikke lave mange fodfejl, før det kan blive rigtig dyrt. Også derfor skal udrulningen ske med omtanke, fastslår Ellen Trolle på Norlys’ stand på Transport 2023.

Vi skal op i tempo! Uden en klar ambition fra regeringen risikerer de danske vognmænd at blive udkonkurreret af tyske og svenske kolleger, der allerede har attraktive incitamenter til den grønne omstilling.
Søren Jakobsen, analysechef, Dansk e-Mobilitet

Behov for politisk handling

Et af de store spørgsmål for transportbranchen er, hvornår den økonomiske balance tipper til fordel for elektricitet som alternativ til diesel. Dansk e-Mobilitet vurderer i en analyse, at vendepunktet indtræffer i 2027. Herefter vil ellastbiler være konkurrencedygtige, fordi de er billigst i drift – samtidig med, at de har betydelige klima- og miljøfordele.

Dansk e-Mobilitet opfordrer SVM-regeringen til så hurtigt som muligt at sætte gang i et udbud af ladeinfrastruktur og oprette en ny støttepulje til indkøb af ellastbiler:

– Vi skal op i tempo! Uden en klar ambition fra regeringen risikerer de danske vognmænd at blive udkonkurreret af tyske og svenske kolleger, der allerede har attraktive incitamenter til den grønne omstilling, siger analysechef Søren Jakobsen fra Dansk e-Mobilitet.