Danmark ligger lunt i svinget som foregangsland for elbiler

Tesla stand ecarexpo

Tesla har opdateret sin Model 3 i klassisk og fornem afdæmpet stil med en rækkevidde på op til 629 km. Foto: Lars Rønbøg.

En lære fra eCarExpo 2023 er, at det danske marked kan blive vigtigt for lancering af nye elbil-modeller. Direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet opfordrer Christiansborg til at gå efter 1,5 mio. elbiler i 2030. Gruppeformand Martin Lidegaard fra De Radikale presser på for en hurtig og omfattende elektrificering af transportsektoren.

Amerikanske Tesla tiltrækker sig altid opmærksomhed på bilmesser – således også på eCarExpo 2023 i Bella Center med en opdateret Model 3 i klassisk fornem afdæmpet stil med en rækkevidde på op til 629 km.

Fransk er det med champagne, macaron’er og Jean-Michel Jarres elektro-klassiker ’Oxygene’ som underlægningsmusik til lanceringen af Renaults nye elbil, Scenic E-Tech. Familiebilen med en rækkevidde på op mod 625 km på et fyldt batteri er netop lanceret som en vaskeægte danmarkspremiere på eCarExpo.

Model 3 og Scenic E-Tech er blot to af over 150 elbiler fra 25 bilmærker, som 21.600 besøgende har haft mulighed for at opleve på eCarExpo. Tusindvis af gæster har – måske for første gang – siddet bag rattet af lækker elbil og accelereret/trillet rundt på vejene omkring Bella Center i København.

Teslas Model 3 koster fra 339.990 kr., mens Renault endnu ikke har sat pris på sin Scenic E-Tech. På eCarExpo har gæsterne kunne studere prismærker på mange andre modeller. BYD fremviser eksempelvis to nye modeller; nemlig en Dolphin prissat til 256.685 kr. og en Seal til 390.890 kr. 

MG har fire modeller ’til dem med fart i blodet’ på sit produktblad med en MG4 Nordic Edition til en startpris på 219.999 kr. (rækkevidde: 350 km) som den billigste på sin messestand.

Mellemklassemodellerne kommer!   

– Bilfabrikkerne er ved at knække koden, så de kan sælge elbiler til 200.-300.000 kr. Når disse modeller slår igennem, og det sker snart, åbner der sig et nyt kæmpe marked. De europæiske producenter risikerer at blive presset på pris og kvalitet især af deres kinesiske konkurrenter, siger direktør John Dyrby Paulsen fra Dansk e-Mobilitet efter en rundtur på messen.

- Vi har på eCarExpo set klare beviser på, at antallet af elbilmodeller stiger kraftigt i disse år. Bilfabrikkerne har fremvist hele 75 modeller. For ikke ret mange år siden var 75 nye elbiler pr. måned på vejene er særsyn. Hvis Danmark vil, kan vi øge ambitionerne, så vi har 1,5 mio. elbiler i 2030, men det kræver, at Christiansborg tager ansvar, fastslår John Dyrby Paulsen.

De kinesiske bilmærker Zeekr og Voyah stifter danskerne bekendtskab med for første gang på eCarExpo, og en lære fra messen er, at Danmark tydeligvis er et vigtigt introland for bilproducenterne. Det gælder uanset, om det drejer sig om tyskere, franskmænd, amerikanere, japanere, sydkoreanere eller kinesere – eller diverse lande-kombinationer på det globalt orienterede marked, der har rundet en milliard primært fossilt drevne personbiler.

Fra hippieagtig vision til eksponentielt salg

Politisk leder Martin Lidegaard (R) glæder sig over udviklingen, der foreløbig har bragt 175.000 rene elbiler ud på de danske veje. Dengang han var minister, var situationen en helt anden:

– For ti år siden var jeg med til at indvie en lynladestation i Borgergade (i København, red.). Det var visionært og lidt hippieagtigt. Nu ser vi ind i en eksponentielt kurve for salget af elbiler, siger Martin Lidegaard, der var en af hovedtalerne på Dansk e-Mobilitets årsmøde afviklet fra hovedscenen under eCarExpo.

Martin Lidegaard ser elbiler – som erstatning for fossilbiler – som en forudsætning for, at Danmark kan mindske sine udledninger af drivhusgasser med ’mindst 70 procent’ i 2030, og at verdenssamfundet kan komme nærmere Paris-aftalens klimamål.  

Den radikale leder vil have en ’fuld grøn omstilling’ på fem år, så det til den tid kun er muligt at købe elbiler. Martin Lidegaard peger på, der for at opnå en succesfuld overgang til elektrificeringen af transportsektoren skal falde tre ting på plads: Der skal være vedvarende energi nok, der skal være elnet/ladeinfrastruktur nok, og der skal sikres et mersalg af elbiler gerne fremskyndet af et ’fuldt stop’ for salg af nye fossilbiler.

En politisk manøvre for 30 mia. kr.

Martin Lidegaard ecarexpo
’Vi er nødt til at fortsætte begunstigelsen af elbiler, men det kan ikke fortsætte for evigt’, siger politisk leder Martin Lidegaard fra Radikale Venstre på årsmødet i Dansk e-Mobilitet. Foto: Lars Rønbøg.

Forbudsvejen er svær i forhold til den europæiske bilindustri og dermed EU, så alternativet hedder justeringer af afgifter, så det bliver markant dyrere at købe og køre fossilbiler.

– Jeg har haft mange diskussioner med Finansministeriet, for vi risikerer at skabe et pænt stort hul i statskassen. Jeg er jo radikal, så pengene skal passe, fastslår Martin Lidegaard, der tænker i at gøre det billigere at købe elbiler og dyrere at bruge dem.

Det er ikke en lille manøvre politisk set, erkender R-lederen med tanke på, at sagen handler om transportafgifter for ca. 30 mia. kr. om året. Svær øvelse eller ej: Martin Lidegaard er klar i spyttet om, at elbilerne har brug for opbakning fra Folketinget og EU nogle år endnu:

– Vi er nødt til at fortsætte begunstigelsen af elbiler, men det kan ikke fortsætte for evigt, siger Martin Lidegaard.

Det synspunkt vinder gehør hos direktøren for Dansk e-Mobilitet:

- Der er de kommende år et åbent vindue for at se på en omlægning af de danske bilafgifter og høste de meget store grønne gevinster, der er ved elbilerne, og samtidig sørge for en robust finansiering på lang sigt, siger John Dyrby Paulsen.   

Dyrby: Meget at glæde sig til

Scenic E-Tech følger op på Renaults serie af elbiler fra firstmoverne Fluence og Zoe til de aktuelle modeller med navnene Kangoo og Megane. Den nye Scenic-model lanceres i foråret 2024 ’til en pris, der passer til det danske marked og er konkurrencedygtig’, oplyser Renault, mens der skåles i champagne i Bella Center.

– Og mon ikke vi også ser nye tiltag fra Tesla, Nissan og de øvrige elbil-pionerer på markedet i løbet af det næste år. Der er allerede meget at glæde sig til, siger John Dyrby Paulsen.

eCarExpo arrangeres i København, Stockholm, Gøteborg og Tallinn. Fra næste år kommer Oslo med og i 2025 føjes Helsinki til listen. Næste gang i København bliver i oktober 2024.