Elbiler: Meget mere end ’bare’ transport

Peter Bach Andersen - Foto: Jesper Tornbjerg

Seniorforsker Peter Bach Andersen fra DTU peger på, at udfordringerne for elbilbranchen lige nu handler om at udvikle tilstrækkelig ladekapacitet, sikre tilstrækkeligt elnet og videreudvikle/opskalere smart styring af elektriske køretøjer ud fra internationale standarder. Foto: Jesper Tornbjerg.

Seniorforsker Peter Bach Andersen fra DTU har i 15 år leveret ideer og test til udviklingen af elbiler. Nu er elbilerne klar til at slå de fossile modeller på klima, luftforurening, støj og samspil med om omverdenen med Vehicle-to-X (V2X).

Du holder på en parkeringsplads ved stranden en dejlig sommerdag og tænder for din grill, der får elektricitet fra din bil. Måske får du også lyst til at poppe popcorn eller koge kartofler. Også det kan lade sig gøre med strøm fra elbilens batteri.

– Fremover skal vi vænne os til, at elbiler er meget mere end ’bare’ en bil til transport. Elbiler kommer med Vehicle-to-X (V2X) til at spille sammen med din grill, dit hus og med elnettet, siger seniorforsker Peter Bach Andersen, der de seneste 15 år med base på DTU har deltaget i en stribe forsknings- udvikling- og demonstrationsprojekter inden for e-mobilitet.

I løbet af den periode har elbilerne taget turen fra ombyggede fossil-modeller til toptunede elektriske køretøjer i masseproduktion med rækkevidde på 300-400 kilometer for de fleste nye modeller. Eller som det hedder i forskningsverdenen:

Gennembruddet er her!

Elbiler har bevæget sig fra et lavt ’technology readiness level’ til et højt. Samme TRL-bevægelser gælder opladning og udvikling af Vehicle-to-Load (grill og popcorn), Vehicle-to-Home/Building eventuelt i samspil med lokale solceller samt Vehicle-to-Grid, hvor elbiler udover at skyde forbrug i tid også kan levere elektricitet til elnettet.

Vi har i mange år snakket om, hvornår gennembruddet for elbiler kommer. Nu er det der! Alle vores akademiske øvelser er blevet til virkelighed
Peter Bach Andersen, seniorforsker, DTU

 – Vi har i mange år snakket om, hvornår gennembruddet for elbiler kommer. Nu er det der! Alle vores akademiske øvelser er blevet til virkelighed, siger Peter Bach Andersen, der glæder sig til at opleve og netværke på eCarExpo i Bella Center den 27.-29. oktober.

I samme forbindelse afvikler Dansk e-Mobilitet den 27. oktober sit årsmøde, hvor Peter Bach Andersen holder oplæg om V2X og de muligheder og bremseklodser, der er herved og samtidig trækker sig fra bestyrelsen efter års tro tjeneste.

Forskning og udvikling i 15 år

Selv blev Peter Bach Andersen i 2008 som nyudklækket master i it/matematik ansat i en ph.-d.-stilling af professor Jacob Østergaard på DTU Elektro. Opgaven var at bidrage til ’Electric vehicles in a Distributed and Integrated market using Sustainable energy and Open Networks’, der under det mere mundrette navn EDISON var det første større danske projekt, der udviklede kommunikationsmuligheder og undersøgte samspil mellem elbiler og elnet. Erfaringerne blev testet på Bornholm.

Siden har Peter Bach Andersen deltaget og styret en række opfølgende projekter, hvor teknologi og marked har nærmet sig hinanden. Han og de øvrige forskere har bygget bro mellem vidensinstitutioner, industri, myndigheder og organisationer – og sikret Danmark en styrkeposition, når det handler om smart styring af elektriske køretøjer.

For eksempel har det været en fjer i hatten, at internationale spillere som Nissan, NUVVE, ENEL og Centrica Energy Trading i Danmark - hos Frederiksberg Forsyning - har vist, hvordan elektriske varebiler sat til opladning om natten kan tjene penge på at sælge frekvensregulering til Energinet i verdens første Vehicle-to-Grid-miljø. 

– Der kom en check, og det var en milepæl. Rigtig mange virksomheder er innovative og dribler videre med nogle af de idéer, vi har været med til at udvikle, konstaterer Peter Bach Andersen, der sammen med sin familie har været elbilist de seneste ti år. Køreegenskaberne er ’fantastiske’ og ’det at køre langt er ikke længere et issue’. I løbet af disse år er både batterikapacitet og ladehastighed blevet fordoblet.

– Elbiler er blevet langt bedre til langturskørsel. Den næste generation elbiler kommer til at dække de flestes behov, siger DTU-forskeren, der sammen med de øvrige deltagere på eCarExpo kan opleve modeller fra 23 bilmærker.

Ladekapacitet, elnet og styring

Peter Bach Andersen peger på, at udfordringerne lige nu handler om på økonomisk effektiv vis at udvikle en tilstrækkelig ladekapacitet, at sikre det nødvendige bagvedliggende elnet og videreudvikle/opskalere smart styring af elektriske køretøjer ud fra internationale standarder.

– Vi arbejder videre på DTU og andre universiteter på at udvikle det økosystem og den software, der skal til for at sikre et godt samspil mellem elbiler, ladeudstyr og elnet, siger Peter Bach Andersen, der sammen med sine DTU-kolleger deltager i flere europæiske projekter støttet af HorizonEurope.

Peter Bach Andersen vurderer, at selv om Danmark ikke producerer personbiler, så ligger vi fint til i forhold til at levere services til det boomende marked for elektriske køretøjer. Vi har stærke forskningsinstitutioner og stærke software-virksomheder, fastslår han.

– I Europa har vi nu flere millioner elbiler, der lader det meste hjemme, og over 100.000 offentlige ladestationer. Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan opladningen styres. Fremover bliver ladekurver og ladeperformance – herunder hastighed – konkurrenceparametre for elbil-fabrikanter og ladeoperatører, vurderer Peter Bach Andersen.

Premium trækker læsset

Bilpris er selvfølgelig også vigtigt for bilisterne, og Peter Bach Andersen ser tegn på, at der er ved at opstå et prispres.

– Udfordringen de seneste år har været at forbedre elbilernes kvalitet og batteriernes ydeevne. Jeg forventer, at det næste trin i udviklingen bliver, at vi kommer til at se mere økonomiske biler. Samme udvikling vil ske på lynladning, hvor vi de næste fem år vil se, at de muligheder bevæger sig fra premium til billigere modeller, siger Peter Bach Andersen.

Med de salgstal, elbilerne oplever i øjeblikket, forventer Peter Bach Andersen, at vi kan runde en million elbiler omkring 2030 – medmindre de politiske rammevilkår skaber usikkerhed i markedet.

– De store bilfabrikker vil snart lancere modeller til 200.-250.000 kroner, og de vil nok have fokus på at få en del af dem til Danmark. Derimod bliver det nok svært at ramme det helt billige segment på omkring 100.000 kroner, for batterier er stadig forholdsvis dyre, siger Peter Bach Andersen.

Brint? Løbet er kørt for brint til personbiler, og elektricitet gnaver sig også ind på busser, lastbiler og anden tung transport
Peter Bach Andersen, seniorforsker, DTU

– Brint? Løbet er kørt for brint til personbiler, og elektricitet gnaver sig også ind på busser, lastbiler og anden tung transport, fastslår han.

Samtidig med eCarExpo afvikles også eComExpo i Bella Center (26.-27. oktober). Det er en messe for professionelle om bæredygtig og elektrificeret transport. Her vil både Volvo, Scania og Mercedes-Benz præsentere tunge eldrevne lastbiler, ligesom der vil være eldrevne varevogne og entreprenørmaskiner.