Markedet for opladning af elbiler udvikler sig dag for dag

OPLADNING
Opladning af elbil

Konkurrencerådet vil fjerne en refusion for elafgift og gøre det dyrere at oplade elbiler hjemme i garagen. Dansk e-Mobilitet er imod. Arkivfoto: Adam Sund

Konkurrencerådet lancerer syv anbefalinger, der skal styrke det gryende marked for opladning af elbiler hjemme og ude i det offentlige rum. Dansk e-Mobilitet støtter en håndfuld, men undrer sig såre over, hvorfor Konkurrencerådet vil lade elbilister, der oplader hjemme, betale elafgift.

Konkurrencerådet efterlyser mere konkurrence på det gryende marked for opladning af elbiler – og det ønske er markedets aktører i fuld gang med at levere til glæde for landets 200.000 ejere af elbiler.

Dansk e-Mobilitet er enig i og arbejder aktivt for fem af de syv anbefalinger, Konkurrencerådet netop har lanceret på baggrund af en længe ventet rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Dansk e-Mobilitet siger principielt ’ja tak’ til bedre muligheder for at sammenligne priser på hjemmeopladning, ’ja tak’ til at gøre det lettere at beholde ladebokse ved skift af ladeoperatør, ’ja tak’ til nemmere betaling på offentlige ladere, ’ja tak’ til flere udbydere i lokalområder og ’ja tak’ til flere ladeoperatører på ladestandere på samme rasteplads langs motorvejene.

Dyb forundring

Især én af anbefalingerne er Dansk e-Mobilitet imidlertid stærkt imod. Forslaget vil ifølge Dansk e-Mobilitet hæmme den grønne omstilling og gøre det sværere at nå over en million elbiler i 2030.

– Det skal være let og billigt at køre klimavenligt, og elbilerne er allerede noget billigere end fossilbilerne i drift. Derfor er jeg dybt forundret over, at Konkurrencerådet anbefaler, at elbiler, der lader ved hjemmet, skal betale elafgift, siger direktør John Dyrby Paulsen om et forslag fra Konkurrencerådet om at afskaffe en refusionsordning for den internationalt set høje danske elafgift.

– Jeg synes, det forslag er på månen. Det vil være en uhørt diskrimination af elbilejere, der har mulighed for at lade hjemme. Forslaget vil i gennemsnit gøre det 3.000 kroner dyrere om året at være elbilejer og svække elbilerne i konkurrencen med de fossilbiler, vi skal have bort fra vejene, siger John Dyrby Paulsen.

Det vil være en uhørt diskrimination af elbilejere, der har mulighed for at lade hjemme. Forslaget vil i gennemsnit gøre det 3.000 kroner dyrere om året at være elbilejer og svække elbilerne i konkurrencen med de fossilbiler, vi skal have bort fra vejene.
John Dyrby Paulsen, direktør, Dansk e-Mobilitet

Indviklet og mystisk

Formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, oplyser på et pressemøde torsdag, at forslaget om at fjerne refusionen er en af de to vigtigste af de syv anbefalinger.

Påstanden fra Konkurrencerådet er, at ’refusionen bliver ædt i relativt dyre serviceaftaler’. Konstruktionen med, at refusionen tilfalder en ladeoperatør, der fordeler pengene videre til sine kunder, gør det ifølge Konkurrencerådet svært for elbilisterne at gennemskue priserne for opladning og giver en sammenblanding af markederne for hjemmeopladning og udeopladning.

– Ordningen er dybt indviklet og mystisk, siger Christian Schultz fra Konkurrencerådet, der mener, at der er smartere måder at tilgodese elbilisterne på end via refusionsordningen. ’Hvis det ønskes’, som der står i rapporten.

Drastisk indgreb i markedet

Udover en modvilje mod at gøre det dyrere for elbilisterne at oplade hjemme, er Dansk e-Mobilitet også skeptisk overfor et forslag om at forbyde ’bundling’ af ydelser på hjemme- og udeladning i en periode på fem år.

Et eksempel på bundling kan være, at en ladeoperatør knytter fordele med hjemmeopladning sammen med fordele ved udeopladning. Forslaget om forbud mod bundling i fem år er ifølge Christian Schultz det andet af de to vigtigste anbefalinger.

– Vi er glade for dialogen med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrencerådet og er enige i store dele af deres analyse og i fem af deres syv anbefalinger. Men jeg må sige, at et midlertidigt forbud mod et bestemt produkt er et meget drastisk indgreb i markedet, og den slags har vi ikke tradition for i Danmark, siger John Dyrby Paulsen.

Betydning for forbrugernes økonomi

Konkurrencerådet er med på, at markedet for opladning af elbiler er et relativt nyt marked, et marked i sin etableringsfase, og et marked i vækst. Netop derfor er det vigtigt, at spillereglerne for markedet bliver defineret nu – og at det bliver lettere at være kunde.

– Valg af ladeløsning har stor betydning for forbrugernes økonomi, men det er svært at være forbruger. Kunderne står overfor komplicerede valg, og mange vælger en dyr løsning, siger Christian Schultz.

Konkurrencerådet har analyseret frem til, at knap halvdelen af elbilejere med privat ladeboks har valgt en anden ladeløsning end den, der havde været billigst for dem.

John Dyrby Paulsen påpeger, at det ikke er mærkeligt, at nye forbrugere på et nyt marked i hastig udvikling kan have svært ved at gennemskue de forskellige tilbud.

– Det er dog værd at holde fast i, at el i Danmark er noget billigere end fossile brændstoffer, så selve valget af elbil fremfor fossilbil har størst virkning for forbrugerne, siger han.

Et marked i rivende udvikling

De initiativer, der er i gang, vil skabe mere gennemsigtighed for elbilisterne, vurderer direktøren:

– Vi skal huske på, at markedet for opladning er inde i en rivende udvikling. Der er det sidste år investeret massivt i ladeinfrastrukturen, så Danmark i dag har en af de allerbedste dækninger i verden målt som elbil per offentlig tilgængeligt ladepunkt, siger John Dyrby Paulsen.


Han fastslår, at markedet virker efter hensigten, og at der ligger en meget stor opgave forude. Med kun 200.000 elbiler mod 2,6 millioner fossilbiler skal der investeres massivt både i elbiler, ladeinfrastruktur og elnet.

– Derfor skal vi være forsigtige med at regulere branchen for tidligt og for hårdt. I stedet for skal vi give virksomhederne mulighed for at udvikle de rigtige løsninger til gavn for forbrugerne. Det har virket ganske godt indtil nu, siger John Dyrby Paulsen.

Samspil med kunder skaber innovation

Elbilisterne kan vælge mellem mange forskellige produkter for opladning, og konkurrencen om at levere de bedste løsninger til forbrugerne bliver hårdere og hårdere, vurderer John Dyrby Paulsen.

At der sker rigtig meget, bekræftes også i rapporten fra Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, der bl.a. nævner, at der i 2023 foreløbig er opsat 630 offentligt tilgængelige ladestandere om måneden.

– Operatørerne investerer flittigt i infrastruktur og lancerer løbende nye produkter. Det er positivt, for det er kunderne, der skal vælge, hvad der er bedst – ikke politikere og styrelser. I samspillet mellem ladeoperatører og kunder opstår der innovation, og det er præcis det, vi har brug for i det lange løb, siger John Dyrby Paulsen.

Han understreger, at der i den – uhyre spændende – udviklingsproces også skal tages hensyn til tekniske udfordringer såsom cybersikkerhed og behov i elnettet – herunder intelligent opladning og balancering af elnettet.