Nøglen til elbilers succes sidder i standerne

FOLKETINGSHØRING
Bilnøgle til elbil

Illustration: Bevan Von Weichardt/Colourbox

De kommende års massive indtog af elbiler kræver hurtig handling for at sikre udstyr nok til at lade dem op. Interessen boomer, men der skal fart på både statslige udbud langs motorvejene og i kommuner.

Den grønne omstilling på de danske veje er i fuld gang, og det haster med at bygge den infrastruktur, der skal til, for at alle fra starten kan lade deres elbiler op uden besvær og til rimelige priser.

Onsdag eftermiddag uddybede Eldrup-kommissionen, der har beskæftiget sig indgående med elektrisk transport i to omgange, sin seneste rapport om bl.a. ladeinfrastruktur for Folketingets relevante udvalg.

Det, vi ved nu, er, at der kommer rigtig mange elbiler. Vi kan også allerede nu se en stærkt stigende interesse fra private virksomheder i at være med til at bygge ladeinfrastruktur, sagde kommissionsformand Anders Eldrup, der er tidligere adm. direktør i DONG Energy og departementschef i Finansministeriet.

På mange måder er vi rigtig godt gearet til en fremtid på el. 75 procent af os har egen indkørsel, 98 procent af køreturene er under 100 km, og vi har masser af grøn strøm og et veludbygget elnet. Den politiske aftale om langsigtede rammer for afgifter har skabt et godt grundlag for private aktørers investeringer i ladeinfrastruktur. De eneste ’problembørn’, som vi skal adressere nu, er lademulighederne for dem, der bor i etageboliger og for de lange ture, tilføjede han.

950 ladeudtag på motorveje 

Friske tal fra De Danske Bilimportører viser, at forbrugernes præferencer er skiftet dramatisk på kort tid – blandt andet som et resultat af sidste års langsigtede aftale om afgifter samt en række nye bilmodeller.

I marts var mere end hver fjerde solgte bil – 29 procent – enten en ren elbil eller en opladningshybrid mod 12 procent for et år siden. Og Semler Gruppen, der er Danmarks største bilimportør, regner med, at batteribilerne kommer til at stå for op mod 40 procent af bilsalget i 2021.

Vejdirektoratet har opgjort, at der bliver behov for 950 ladeudtag fordelt på cirka 30 stationer langs de danske motorveje i 2030. Ifølge Eldrup-kommissionen bliver statslige udbud her et helt centralt værktøj.

 Jeg tror, at der vil være en meget stor interesse for at sikre sig de gode placeringer. Langt de fleste steder vil private formentlig stå i kø, og så kan staten bruge nogle af indtægterne på at give tilskud de få steder, hvor der ikke er interesse, sagde Anders Eldrup, der også fremhæver muligheden for at knytte betingelser til omkring maksimalpriser, oppetid og adgang til data.

Brancheaftale gør livet let

I starten af året indgik Dansk Elbil Alliance sammen med aktører svarende til 96 procent af det marked, der opstiller ladestandere i det offentlige rum, en brancheaftale, der netop skal gøre det lettere at være elbilist allerede fra midten af i år.

Et af hovedpunkterne i aftalen er, at forbrugere nemt skal kunne lade deres elbil op ved alle ladestandere, uanset hvor de er kunder – et initiativ som Eldrup-kommissionen også har kvitteret for.

 Vi er glade for den positive modtagelse af brancheaftalen, hvor operatørerne netop har forpligtet sig til at åbne op for hinandens ladenetværk. Det gør det lettere at være elbilist og lettere for nye operatører at komme ind på markedet, hvilket i sig selv er med til at fremme konkurrencen, siger branchechef Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance.

Hun nævner især tre punkter, som politikerne skal være opmærksomme på i det kommende arbejde med rammerne for ny infrastruktur.

Vi har en bekymring for, om den udbudsplan, som Vejdirektoratet har angivet i rapporten, sikrer en hurtig nok udbygning af ladepunkter. Man skal huske, at infrastrukturen skal være foran bilerne, og det betyder, at den i 2030 skal være forberedt til halvanden million elbiler, som er det, vi forventer i 2030-2032.

Derudover opfordrer vi kraftigt til allerede inden sommerferien at give kommunerne lovhjemmel til at kunne deltage i arbejdet. Endelig bør det stilles som krav, som Kommissionen også anbefaler, at opladning kan foregå intelligent for at få adgang til en lav elafgift.